Kunne man forestille sig, at Christian IV et par år efter Rundetårns færdiggørelse erklærede Rundetårn for en fejltagelse? Eller Børsen? Eller Rosenborg? Eller Christianshavn? Næppe. Han så vel evigheden som et rimeligt perspektiv for sin byggeraptus. Jeg kan røbe, at på det punkt er Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse enig med den gamle konge.
Nu er evighed et stort ord at tage i munden; man risikerer at kløjes i det. Men der er alligevel noget smukt over den lyriske lære, som den engelske digter John Keats ved synet af en græsk urne sammenfattede med ordene: »a thing of beauty is a joy forever«. Smukt og lærerigt. Skønhed og varighed er to sider af samme sag.
Er det ikke en æstetisk falliterklæring, hvis man f.eks. opstiller en ting, lad os sige et kæmpebyggeri, halvt pakhus, halvt pyramide, på en af de bedste pladser i byen, på selveste havnefronten, på Papirøen, og så, mens mørtlen knap er blevet tør, fortryder, beklager, måske ligefrem undskylder, hvis man da ikke skyder skylden over på omstændighederne? Svaret er selvfølgelig: Jo, det er en falliterklæring. Byggeriets arkitekt formulerede det således i Politiken:
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.