Røde lamper blusser op og forsvinder ind i mørket. Sporadiske firkanter afslører folk i hvide skjorter og store kraver med ansigtet i profil lyst op af Excel-ark. Lyden af svømmetag klasker frem og tilbage mellem det sorte glas og de lyse fliser på gulvet. En familie i badetøj taler japansk i den ene ende af rummet. Jeg hører kun brudstykker af snakken, når mit højre øre bryder vandoverfladen i hvert andet svømmetag.
Jeg har egentlig skiftetøj med op ved poolen, men beholder badekåben på. Tøflerne er af den hvide engangs-slags, der føles som bølgepap med et frottélagen syet rundt om sig. Der er stille på hotellet. Den statiske elektricitet hober sig op under fødderne i mødet mellem tøflerne og gulvtæppet.
På den anden side af de rektangulære ruder er byen også stille. Ramen-køerne er forduftet, og de sidste underligt grønne softice er spist. Little Tokyo puster ud og lader op.
Hotel Nikko er stort og gråt og kantet. Suntory-whiskyen står klar, og musikken i receptionen er lounget. Den enorme bygning åbnede på Immermannstraße i 1978, hvor den ene halvdel af byggeriet blev til Deutch-Japanisches Center, og den anden del til Hotel Nikko med sine 393 værelser. Et japansk epicenter.
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.