Store sorte pointtavler summer i alle fire hjørner af den gigantiske norske håndboldhal. Det er finaletid. Tribunerne fyldes op. En hektisk stemning spænder sig fast mellem gulv og loft.
Jeg bliver fanget i strømmen af en gruppe bumsede teenagere i Adidasbukser. De larmer. Alle larmer. Klapper. Holder om hinanden.
En ung fyr med frisk fade har sat kasketten baglæns. ’Parmigiano reggiano’ står der broderet i guldskrift. Høje hvide kokkehuer stavrer rundt i forgrunden, og nyhedshold med lyseblå, røde og gule vindhætter på mikrofonerne jagter ostemennesker i forklæder for at få en kommentar, inden slaget skal stå.
Jeg får øje på et par, oppe i årene med hver sin stok, der skriver autografer på en stor parmesanost af plastik. De har en aura om sig. En ro i mylderet. Alle lægger mærke til dem, men ingen henvender sig, da de svæver gennem folkemængden i den stik modsatte retning af alle andre.
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.