Flere personer er tirsdag kommet til skade ved et knivstikkeri i et supermarked i den sydkoreanske by Incheon. En af dem har fået hjertestop.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
»En person har fået hjertestop, og omkring syv andre er kommet til skade«, siger en talsperson fra landets beredskabsmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge lokale medier er der tale om seks kvinder og to mænd. En af kvinderne, som er i 20’erne, fik hjertestop.
En mand er blevet anholdt i sagen, og politiet efterforsker motivet og omstændighederne omkring angrebet.
Det oplyser en talsperson fra sydkoreansk politi til Reuters.
Ifølge lokale medier er der tale om en mand i 60’erne, som bar en elektronisk fodlænke under angrebet.
Byen Incheon ligger vest for den sydkoreanske hovedstad Seoul.
Sydkorea beskrives generelt som et sikkert land. I 2021 havde Sydkorea en drabsrate på 1,3 drab per 100.000 indbyggere.
Det er langt under det globale gennemsnit på seks drab per 100.000 indbyggere, skriver AFP.
Landet har dog oplevet en række knivoverfald i de senere år. I 2023 var der flere knivoverfald rundt om i landet, hvor flere personer blev dræbt eller såret.
ritzau