0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Vi har slået et ordentligt hul i jorden«: Historisk nedtur i Coop-koncernen

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bundlinjen er blodrød. Coop leverer det dårligste regnskab nogensinde. Redningen er færre kæder og det nye discount-flagskib 365discount, bygget på ruinerne af de stærkt tabsgivende Fakta-butikker.

Et dramatisk skift i danskernes indkøb og forbrug af dagligvarer som følge af en buldrende inflation. Sådan forklarer supermarkedsgiganten Coop selv et underskud af historiske dimensioner.

Et overskud på næsten 600 millioner kroner er på bare ét år vekslet til et underskud på 628 millioner kroner, viser regnskabet for 2022, der er det dårligste regnskabsresultat i Coops historie - og som bekræfter de seneste måneders intense skriverier om den andelsejede koncerns økonomiske udfordringer.

Vi bliver færre folk over en længere periode, ja

Udfordringer, der for alvor blev tydelige, da Coop i januar meddelte, at samtlige Irma-butikker lukker.

»Vi har slået et ordentligt hul i jorden«, lyder kommentaren fra Coops administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, der først og fremmest forklarer den økonomiske rutsjetur med en vedholdende inflation og dyre fødevarer, der har fået forbrugerne i snart sagt alle indkomstgrupper til at købe færre og billigere fødevarer.

»Jeg har ikke i min tid set så stort et skift i forbrugernes adfærd, ikke engang under finanskrisen. Det er nærmest alle kundegrupper, der vælger de billige discountvarer. Alle jagter tilbudsvarer. Vi er blevet mere påholdende og er gået et niveau ned i kvalitet«, siger Kræn Østergård Nielsen til Politiken.

Et økonomisk smertensbarn

Og det er ikke kun dagligvarerne, der bliver sparet på. Butikkernes nonfood-produkter har ikke længere den store tiltrækningskraft på kunderne.

»Vi siger til os selv og hinanden, at den gamle cykel eller stegepande må holde lidt længere, inden vi køber en ny«, siger direktøren.

Og det er i høj grad vores intensive jagt på billige tilbudsvarer, der har fanget Coop på det forkerte ben. Koncernen er ikke danskernes foretrukne leverandør af billige discountvarer i konkurrence med rivaler som Netto, Rema 1000 og Lidl.

Bedste bud har hidtil været Coops Fakta-butikker, men de har udviklet sig til et økonomisk smertensbarn, der ifølge regnskabet har kostet koncernen større tab end budgetteret.

For at fange en større del af discountkunderne udviklede Coop for nogle år siden kæden 365discount, der i god ro og orden skulle erstatte de svagtkørende Fakta-butikker.

Men da inflationen satte turbo på salget af billige dagligvarer sidste år, satte Coop turbo på planen, lukkede de sidste Fakta-butikker og rullede ikke mindre end 260 nye 365-butikker ud over landkortet i en lynsatsning, der har kostet koncernen flere hundrede millioner kroner.

»Vi kunne ikke komme hurtigt nok over i det nye discountkoncept, der kunne tage kampen op med konkurrenterne. Det kunne Fakta ikke, og det har kostet«, forklarer direktøren.

Kostet har det også, at Coop samtidig har besluttet at samle de bedste dagligvarer og nonfood-produkter fra Irma, Kvickly og SuperBrugsen i en ny Coop-kæde, ligesom der er investeret massivt i nye it-systemer i det forløbne år.

Fyringer i hovedkvarteret

Over for Politiken erkender Coops topledelse, dog uden at sætte tal på, at den store omlægning vil udløse fyringer, først og fremmest blandt de 1.500 administrative medarbejdere på hovedkontoret i Albertslund.

»Vi skal være mere effektive. Vi skal have færre kæder, og vi har fået et bedre it-system. Det vil betyde, at vi bliver færre folk over en længere periode, ja«, siger direktøren.

Samlet set har de bærende søjler i Coops fremtidsstrategi – eller redningsplan om man vil – kostet koncernen langt over 750 millioner kroner i 2022 – og satsningen vil koste yderligere 4 milliarder kroner de kommende år.

I sidste måned kunne Berlingske med henvisning til interne Coop-dokumenter berette, at supermarkedskoncernen har haft store problemer med at overholde låneforpligtelserne over for sine banker.

Kræn Østergaard Nielsen forsikrer, at der er forhandlet en ny finansieringsaftale på plads, som er med til at finansiere den store milliardplan.

Men det er og bliver afgørende for Coop, at den nye, ambitiøse 365-kæde kommer op at flyve og giver Coop en større del af discountkunderne, vurderer Dorte Wimmer, direktør i Scandinavian Retail Institute. Og noget kunne tyde på, at Coop allerede har formået at trække 365-butikkerne ud af Faktas skygge.

»Vi kan se i vores imagemålinger, at 365 allerede nu ligger markant højere end Fakta. Det er lykkedes Coop at få fortalt, at det her er noget nyt, det er noget anderledes, det er en anden butiksoplevelse«, siger hun.

Krig om discountkunderne

Men det er stærke konkurrenter, Coop er oppe mod.

»Hvis du kigger på det, er stort set alle Netto-butikkerne opgraderet til det nye velfungerende 3.0 koncept, Lidl åbner nye flotte butikker, Rema 1000 stormer derudad og bygger også nye og flotte butikker og ligger højest i stort set alle imagemålinger«, siger Dorte Wimmer.

Coops formand, Lasse Bolander, lægger ikke skjul på, at der bliver kamp til stregen om discountkunderne i en butikskrig, hvor der i forvejen er alt for mange butikker. Men det vil næppe koste flere kæder livet, mener han.

»Hver gang der lukker en butik, rykker en ny ind i de samme lokaler. Og mange butikker er en dansk specialitet. Hvis man sammenligner os med Sverige eller England, svarer vores butikstæthed til, at vi skulle være et sted mellem 15 og 18 millioner danske forbrugere. Vi er nærmest ved at falde om, hvis vi skal køre 2 kilometer for at handle«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce