Med ordene »det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere«, lukkede statsminister Mette Frederiksen (S) store dele af nationen ned i en omfattende lockdown, der skulle få styr på den epidemiske spredning af coronavirus. Danmark stod i den største sundhedskrise i 100 år, og nedlukningen skulle sikre, at hospitalerne ikke kollapsede som i Norditalien. Politiken har talt med 12 aktører, der deltog på pressemødet, eller som blev påvirket af de mest vidtgående politiske beslutninger i fredstid. Dette er sådan, de husker 11. marts 2020.

Tyra Grove Krause, afdelingschef på Infektionsepidemiologi & Forebyggelse, Statens Serum Institut: »Den morgen tjekkede jeg som sædvanlig smittetal på min telefon, så snart jeg vågnede. Der var sket en drastisk stigning. Den 8. marts var der 43 smittetilfælde, 171 dagen efter, og der var allerede 89 tilfælde for den 10. marts, selv om alle prøverne ikke var analyseret, så vi så ind i en voldsom stigning«.
Martin Østergaard Christensen, direktør for børn og unge hos Aarhus Kommune: »Min dag startede lige så sindssygt, som den sluttede. Jeg var direkte på i TV 2 News fra Malling Skole, hvor vi havde to smittede, og vi havde aftalt med Styrelsen for Patientsikkerhed at lukke hele skolen ned. Det var jo lidt mærkeligt, for det gjorde man ellers ikke på det tidspunkt, så jeg kunne fornemme, at nogen vidste mere end mig«.
Jens Lundgren, ordførende professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet, overlæge på Rigshospitalet: »Jeg møder på arbejde og bliver bedt om at gå til direktionen med ønsket om at omstrukturere podningsaktiviteten på Rigshospitalet. Indtil da foregår al podning i to små rum, så hver podning tager lang tid, da patienten skal ind og ud, og der skal rengøres mellem hver podning«.
Efter pressemødet tog jeg med min kæreste til dans
Lone Simonsen, professor på RUC, pandemiforsker og epidemiolog
Lone Simonsen, professor på RUC, pandemiforsker og epidemiolog: »Det går på de høje nagler fra morgenstunden, jeg lægger blandt andet sidste hånd på en artikel til Lancet Infectious Diseases, hvor jeg sammenligner coronaepidemien med den spanske syge. Og jeg talte med min gode kollega Viggo Andreassen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut om den teoretiske størrelse af epidemien i Danmark, hvis det skulle gå så galt som i Italien, så man kunne få en idé om, hvor mange intensivpladser, respiratorer og den slags der skulle bruges«.
Magnus Heunicke(S), sundhedsminister: »På det møde, hvor vi planlagde dagen, havde vi ikke pressemøde på dagsordenen. Endnu«.
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre: »Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke skriver dagbog. Men jeg kan se i min kalender, at mit sekretariat lige så stille og roligt var begyndt at aflyse mine aftaler. Jeg kan se, at jeg skulle have haft et møde med Maria Rørby Rønn i DR Byen om morgenen, med den kroatiske ambassadør bagefter og så videre og så videre. Der står bare »coronaaflyst«.
Jens Lundgren, Rigshospitalet: »Jeg var den 8. marts kommet hjem fra USA og havde holdt møde med Faucis vicedirektør Clifford Lane om et remdesivir-studie, som jeg havde det faglige ansvar for i Europa. Lane havde i februar være i Wuhan og fået masser af praktiske informationer af kineserne, som han fortalte mig om. Og vi havde store problemer på Riget med podningskapaciteten, det tog for lang tid, for mange skulle igennem det lille rum, og alt personale kom fra afdelingen. Det var uholdbart. Så det møde den morgen var ret skelsættende for vores testorganisering, for det førte til de første ’beskidte’ udendørstelte uden rengøring mellem hver podning, så tempoet kunne øges betragteligt. Det havde kineserne haft succes med. Vi bliver på mødet enige om at slå telte op udendørs tæt ved afdelingen. To dage senere kunne vi pode udendørs«.
Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet: »Der var det sidste fysiske møde i AC-gruppen, altså mellem afdelingschefer fra ministerierne på Slotsholmen, den formiddag. Den er nedsat til coronahåndtering, og vi koordinerer indsatser på tværs af ministerierne. Vi havde de første drøftelser af de nye tiltag, vi havde jo prøvet andre tiltag før. Efter pressemøderne den 6. og dagen før eksempelvis. Der skal meldes mere ud, det var fornemmelsen«.
Tyra Grove Krause, afdelingschef på Infektionsepidemiologi & Forebyggelse, Statens Serum Institut: »Jeg var vildt stresset den formiddag, for min søn havde lige fået påvist adhd, og jeg skulle til forældreundervisning på Bispebjerg Hospital i to timer. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg var på stikkerne fagligt og ville hellere være inde på arbejdet, men jeg ville også være der for min søn og gøre det bedste for ham. Det dilemma, splittelsen mellem det private og det arbejdsmæssige, har fyldt meget lige siden«.
Rachel Jochumsen, tegnsprogstolk hos CFD: »Om formiddagen blev min leder kontaktet af Udenrigsministeriet. De havde brug for en tolk til en myndighedsbriefing om eftermiddagen. Da havde vi allerede været på ved pressemøderne både mandag og tirsdag, så vi havde prøvet det før og var enormt glade for, at vi endelig også i Danmark fik tegnsprogstolkede pressemøder. Det var først i den uge, man begyndte at gøre brug af tolk ved officielle pressemøder, hvilket man har gjort i andre lande i mange år. Det var så fedt og en enorm anerkendelse af området«.
Erik Brøgger Rasmussen, Udenrigsministeriet: »Vi havde overvejelser om rejser, andre ministerier om skoler, restauranter og andet fra deres områder. Det er jo et puslespil af tiltag på tværs af mange ministerier, der skal passe sammen, så signalet til befolkningen er nogenlunde enslydende, men også så det har effekt. Det er jo hele formålet. Der skulle ikke bare opfindes vilde ting, men initiativer, som ville virke og gøre en forskel på epidemien«.
Martin Østergaard Christensen, Aarhus Kommune: »Vi er en sektor, der virkelig debatterer, snakker, vender alle spørgsmål mange gange for og imod. Hvad er godt for børnene, deres trivsel, men en så sindssygt sundhedsfarlig dagsorden slog benene væk under os. Vi lærte alle, at vi indordner os efter styrelsens retningslinjer og anbefalinger. Derfra har jeg en milliard gange måtte sige, at vi gør det, fordi styrelsen siger det. Også selv om det har åbnet for 200 andre ubesvarede spørgsmål«.
Kasper Holten, teaterchef for Det Kongelige Teater: »Om formiddagen vidste vi godt, at noget alvorligt var på vej. Jeg havde indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde den 12., for jeg ønskede mandat til at kunne lukke ned for publikum med kort varsel. Det blev mere og mere uholdbart, at vi spillede videre, selv om vi kun havde publikum på hvert andet sæde. Flere og flere var nervøse, og vi fik henvendelser fra både borgere og personalet, så vi nærmede os noget uholdbart«.
Erik Brøgger Rasmussen, Udenrigsministeriet: »Jeg stod for rejseområdet, og vi havde i flere omgange strammet eller lukket ned for visse lande eller regioner, Ischgl, et hotspot ugen op til, var eksempelvis lukket ned. Men hvor bredte smitten sig? Da der var overvejelser om at lukke hele Danmark ned, skulle vi så også melde ud, at vi fraråder til hele verden? Men det gjorde vi jo ikke den dag. Først to dage senere«.
Jakob Tage Ramlyng, TV 2-redaktør, Danmarks første officielle coronasmittede: »Jeg var rask igen og frikendt for corona og måtte godt gå ud i samfundet. Jeg smittede ikke længere, men selv om jeg var frikendt – og min kone og børn helt underligt aldrig nogensinde blev smittet – var de fortsat i den der 14-dags karantæne. Sådan var det jo dengang. Og for en sikkerheds skyld ville TV 2 først have mig ind igen, når de var frikendt. Så jeg hjemmeunderviste som en af de første i landet mine børn den formiddag«.
Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut: »På et møde i Sundhedsstyrelsen dagen før var vi blevet enige om, at det var absolut nødvendigt at overgå fra inddæmnings- til afbødningsstrategi. Smitten spredte sig i hele Europa, og det var en håbløs opgave at opdatere landelister, så man alene måtte teste syge borgere, som havde været netop der. Det var blevet uholdbart. Den 10. havde vi inkluderet tre regioner i Spanien, og i løbet af den 11. fik vi fra varslingssystemerne viden om smittespredning i både Sverige, Tyskland, Frankrig og Holland. Så vi pressede på for, at man i stedet skulle fokusere på test af alvorligt syge som led i en afbødningsstrategi, hvor vi måtte acceptere, at vi ikke kunne finde alle smittede og få inddæmmet virus. Det var et spørgsmål om tid«.