Forestil dig ægteparret Jared Kushner og Ivanka Trump duve rundt på en vens båd ude på det azurblå Adriaterhav ud for Albaniens kyst.
De hopper i bølgerne og beslutter sig for at svømme ind til en nærtliggende ø.
»En smuk, privat ø på 1.400 hektar«, fortæller Ivanka Trump til podcaster David Senra i et interview med overskriften: Hvordan man bygger et autentisk liv.
»Vi vandrede – i bare fødder – op til toppen«, fortsætter hun. »Vi var bare helt betagede. Oplevelsen har siddet i os lige siden«.
Derfor besluttede ægteparret sig for at »forløse potentialet« ved øen Sazan og den nærtliggende kystlinje, siger hun. Som Jared Kushner senere udtrykte det til den italienske journalist Marzio Mian i et interview bragt i netmediet The Dial:
»Jeg var meget overrasket over, at den slags eksisterede lige midt i Middelhavet, og at det ikke var blevet brugt til noget«.




























