0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Hun er verdensberømt krigsfotograf. Hun har fotograferet død ...

Sult, nød ...

Kaos og ødelæggelse ...

Smerte og lidelse ...

... men de 6 døgn, der har været allermest voldsomme

... det, der har sat sig de dybeste spor i hende

har hun ingen billeder af.

For det var noget, der skete for hende selv.

Hun lå med ansigtet nede i jorden. Og munden fuld af grus og støv. Det sidste, hun havde nået at se, inden hun blev beordret ned at ligge, var en gruppe libyske regeringssoldater ved det checkpoint, hun og hendes tre kolleger fra New York Times lige havde forsøgt at passere. Deres ansigter havde været forvredet af raseri. De havde rettet våbnene mod dem. Og råbt, råbt, råbt.

Hun kunne stadig høre dem. Og da hun løftede hovedet en lille smule, så hun direkte ind i en pistolmunding.

Den verdensberømte fotograf Lynsey Addario lå stille og ventede på det klik, hun regnede med ville ende hendes liv.

»Please«, var det eneste, hun magtede at sige. »Please«. Hun tænkte på sin mand, sine forældre, sine søstre og sine to bedstemødre. Hvert sekund føltes som et år i et andet univers.

Så bøjede soldaten sig fremover, og nu kunne hun mærke hans hænder gennemrode hendes jakke og løfte ting ud af hendes lommer: Telefonen, hukommelseskortet til kameraet, nogle gamle regninger. Hans næver arbejdede sig videre rundt på hendes overkrop. Nåede til hendes bryster. Der stoppede de.

Kort.

Så tog han fat i dem. Klemte dem.

»Gud, lad mig ikke blive voldtaget. Lad mig ikke blive voldtaget«. Hun forsøgte at krympe sig sammen.

Lynsey Addario er en kvinde, der kender til krig. Hun er en amerikansk Pulitzer-prisbelønnet fotograf, der, siden hun var 20 år, har boet det meste af sit liv i udlandet. Gennem en kvart menneskealder har det været sådan, at hvis et sted på kloden pludselig var ustabilt og farligt, hvis en konflikt detonerede, en revolution flammede op, uroligheder brød ud – så var der en god chance for, at Lynsey Addario var på vej derhen.

Irak, maj 2003

Irak, november 2004

Hun er en af de ganske få kvinder i dén branche.

Men længe var det ikke en rolle, hun talte specielt meget om. Fordi, som hun udtrykker det ...»det sådan set bare var mit job«. Desuden følte hun instinktivt, at som kvindelig fotograf var det nok bedst at problematisere alting så lidt som muligt – og ISÆR ikke fortælle om situationer, hvor man kunne føle sig ekstra sårbar. »For så kunne man da være sikker på, at man ikke blev sendt ud for at dække noget som helst«.

Det har ændret sig de seneste år. Og i Lynsey Addarios seneste bog ’Of Love & War’, der udkom i 2018, taler hun bevidst og åbent om, hvad man oplever som kvinde i krigs- og konfliktområder. Og om den risiko – altså ud over at miste livet – der findes:

Nemlig at blive udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Da hun i 2011 blev kidnappet i Libyen i seks døgn sammen med sine kollegaer fra New York Times, blev hun truet og sparket og slået i ansigtet. På den måde blev der ikke gjort forskel på hende og de tre mandlige kolleger, som hun siger.

Og så alligevel.

For hun blev – bagbundet og med bind for øjnene – både under tilfangetagelsen, og når hun blev transporteret rundt til forskellige skjulesteder, gentagne gange udsat for seksuelle overgreb.

»Hele basalt var det sådan, at alle, der tog fat i mig for at flytte mig eller bære mig et sted, tog også fat i mine bryster og befølte dem og min røv. Alle, der kom i nærheden af mig, rørte mig på den måde. Der var hænder på min krop hele tiden«.

Og – hvad der ikke er mindre væsentligt: Hun var konstant bange for at blive voldtaget.

Lynsey Addario har været meget tydelig omkring, at hun ikke med sin historie ønsker at være med til at gradbøje, om kidnapningen i 2011 på den måde var værre for hende end for de tre mandlige journalister. Selv om en af dem faktisk i et interview engang vendte sig mod hende og sagde: »Jo, Lynsey, det VAR værre for dig!«.

Men hun vil være med til at sætte fokus på, hvor meget seksuelle overgreb og voldtægter fylder i områder med krig og konflikter. Hvor udbredt det er. Hun vil med billeder og ord medvirke til, at kvinder ikke længere skal føle skam. Og stigmatisering.

Congo, april 2008

Lynsey Addario peger på, at så længe der har været krig, har der også været krigsrelaterede voldtægter. Alligevel har overgreb på kvinder aldrig været dokumenteret eller beskrevet så nøje, som man opgør antallet af flygtninge, dræbte og sårede i en konflikt.

Og det på trods af, at voldtægterne trækker lange smertefulde spor efter sig. Familier ødelægges. Sygdomme spredes. Kvinders sind ødelægges. Og deres fremtid. Uønskede børn fødes. Børn, som minder deres mor om det, der måske er den værste dag i hendes liv.

I 2016 fotograferede Lynsey Addario Ayak.

Uganda, 2016

Ayak var 17 år, da rebeller angreb hendes landsby i det sydlige Sudan og dræbte hele hendes familie. Hun flygtede. Alene. Undervejs blev hun voldtaget. Og i den FN-lejr, Ayak søgte tilflugt i, var der så store huller i sikkerheden – og helt konkret i hegnet omkring lejren – at soldater jævnligt tvang sig ind og forgreb sig på kvinderne. Så Ayak blev udsat for voldtægt igen. Flere gange. Efter én af gangene blev hun gravid.

I bogen ’Of Love & War’ fortæller Lynsey Addario, at hun først satte sig sammen med Ayak en eftermiddag, hvor hun ikke tog billeder, men blot hørte hendes historie. Derefter brugte hun den følgende dag på at fotografere hende i en lang, flagrende, blomstret kjole.

Men, fortæller Addario, hun kunne mærke, at hvis hun for alvor skulle vise, hvordan voldtægt indgår i krig næsten som et våben, så måtte der et andet billede til. Et mere direkte.

Og derfor endte hun på tredjedagen forsigtigt at spørge Ayak, om hun måtte fotografere hende uden kjolen.

Billedet vakte enorm opmærksomhed, da det blev bragt på forsiden af magasinet TIME. Blandt reaktionerne var også mange, der stillede spørgsmålstegn ved, om det var i orden – som det blev udtrykt – »at udstille en i forvejen udnyttet og udsat kvinde på dén måde«. Lynsey Addario har gennem mange diskussioner fastholdt, at hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at fotograferingen ikke skulle føles som endnu et overgreb. At Ayak selv ønskede at være åben om sin situation – lige som Addario selv har været åben om det, der skete for hende i Libyen. Og at den sudanske kvinde fik alle Lynsey Addarios billeder at se undervejs.

»Ayak ville vise, hvad der var sket med hende. Det var hendes beslutning«, har Lynsey Addario sagt i et interview. »Forskellige kvinder har forskellige grænser for, hvad de vil fortælle og vise frem. Jeg skal ikke som fotograf gå ind og regulere i det. Alle har ret til selv at bestemme, hvordan de vil fotograferes«.

Under mødet med Lynsey Addario fortalte Ayak, at hun glædede sig til at føde sit barn. Fordi det bliver den eneste familie, hun får – som hun sagde: »Ingen vil gifte sig med mig. Babyen bliver min eneste ven. En, jeg altid kan være sammen med«.

Sudan, august 2004

Grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, oktober 2013

I rækken af billeder, som præsenteres i bogen ’Of Love & War’ er der – ikke overraskende – mange, hvor det er tydeligt, at de er taget af en dygtig fotograf. Men der er også mange, hvor det er tydeligt, at de er taget af en dygtig kvindelig fotograf.

Lynsey Addario siger selv, at hun lige fra sin allerførste rejse til Afghanistan i 2000 har været opmærksom på, at hun i kraft af sit køn har adgang til at fortælle nogle historier, som hendes mandlige kolleger ikke har.

Afghanistan, november 2009

En adgang, som har bragt hende tæt på kvinder i særlige situationer overalt i verden.

Sierra Leone, maj 2010

Også blandt hendes egne landsmænd.

Som da hun fotograferede denne løjtnant i de amerikanske styrker i kvindernes fællesbad i Camp Dwyer i den afghanske Helmand provins i 2009. »Jeg kan godt genkende det der med at blive ved med at gøre det, man plejer. Og for eksempel tage noget eyeliner på midt i en krigzone. Jeg har også altid parfume med i min kamerataske. Det er noget psykologisk – det hjælper én til at holde fast i sig selv. I alle situationer«.

Afghanistan, december 2009

I løbet af hendes 20 år i krigs- og konfliktzoner er der kommet flere kvindelige fotografer til. Men ikke mange, siger Lynsey Addario. Og i bogen giver hun sin version af hvorfor:

»Formentlig på grund af den pris, man betaler i privatlivet. Forstået på den måde at man nærmest ikke kan have ét! Når jeg har set på mine mandlige kolleger, så har de fleste har haft nogen, som ventede på dem derhjemme. Hvorimod for kvinder er det ikke så socialt acceptabelt, at man efterlader mand og børn hjemme og tager ud og dækker krig«.

Og så tilføjer hun: »Desuden er det hårdt at opleve mennesker lide og dø hele tiden«.

I 2011 blev Lynsey Addario selv mor. Hun dækker stadig væbnede konflikter og insisterer på, at beslutningen om, hvilke opgaver, hun kan rejse ud på, alene er hende og hendes mands. Ingen andres. Ikke nogen arbejdsgivere. Og slet ikke den offentlige mening.

»Jeg bøjer mig ikke for dem, der mener, at der er forskel på kvinder og mænd på dén måde. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det ikke skulle være lige så frygteligt for en familie at miste en far som en mor«.

Afghanistan, december 2001

Faren ved jobbet er indlysende. Og allestedsnærværende i hendes bog:

»Jeg døde næsten i går. Og i forgårs. Og jeg er træt og stresset«, skriver hun i 2004 til en ven – efter en arbejdsdag i Irak, hvor hun havnede i voldsomme skudkampe i et af Bagdads kvarterer.

Lynsey Addario havde i mange år en tendens til at ’fryse’ under ildkamp og gå fuldstændig i stå, fortæller hun – men efterhånden har hun lært sig, at hun bare skal tale højt til sig selv imens og minde sig selv om at fortsætte med at fotografere. Fortsætte med at arbejde. Selv om hendes instinkt fortæller hende det modsatte.

Hun har altid grædt meget, siger hun. Og kommer stadig indimellem til det, når hun står med sit kamera og skal fotografere mennesker i sorg. Nogle gange så meget, at hun er kommet hjem med halvdelen af sine billeder uskarpe, har hun fortalt.

Libanon, august 2015

Og så ser Lynsey Addario både sig selv som modig og bange. Ofte sådan lidt tilfældigt fordelt, at nogle dage i felten er hun modig og nogle dage bange. Hun hader egentlig, når nogen spørger hende, om det er adrenalinkicket, der gør, at hun elsker sit job.

Men siger samtidig, at det ikke er noget dumt spørgsmål. Overhovedet.

»For jeg ved, hvordan sådan et adrenalinkick er. Det er en meget, meget, meget attraktiv følelse. Pludselig er alt et spørgsmål om liv og død. Alt er dramatisk. Som krigsreporter lever du i en særlig boble sammen med andre, der har det ligesom dig – og i løbet af bare en enkelt dag har du mulighed for at gennemgå en hel skala af følelser, som du nærmest aldrig får lov at mærke i et almindeligt liv. I det almindelige liv har du til gengæld en hel masse forpligtelser. Krig ophæver det. Det kan man godt blive afhængig af«.

»Men ... årsagerne til, at det bliver ens arbejde at rejse ud og rapportere fra krigszoner, er forskellige fra person fra person«.

»Der er helt sikkert dem, der synes, at det er coolt og glamourøst. For mig blev det noget, jeg besluttede mig for, da jeg så, at mine billeder kunne være med til at gøre en forskel«.

Middelhavet, oktober 2014

Afghanistan, november 2009

Alle fotos: Lynsey Addario

Billedet af Lynsey Addario er taget i Ras Nauf i Libyen 11. marts 2011 – fire dage før hun blev kidnappet. Foto: John Moore/Getty Images

Hvis du vil vide
mere om fotografen

Lynsey Addario er født i 1973 i Connecticut, USA. Hun har blandt andet fotograferet for National Geographic, The New York Times, The New York Times Magazine, Associated Press og Fortune. Og rapporteret fra talrige lande, herunder Cuba, Argentina, Indien, Afghanistan, Pakistan, Nepal, Mexico, Sudan, Congo, Saudiarabien, Tyrkiet, Sydafrika og Libyen. Hun bor i dag i London.

Instagram: @LynseyAddario

Website: www.lynseyaddario.com

Hvis du vil vide
mere om bogen 'Of Love & War'

Bogen er på 271 sider med mere end 200 billeder samt interviews, breve og reportager. Udkom i 2018 på forlaget Penguin Random House.

Mere info her: www.penguinrandomhouse.com

Redaktion

Tekst: Henriette Lind

Art director: Sandra Bertelsen

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts