Vesters Verden
Livet ændrede sig, da corona lukkede Danmark ned.
For alle danskere.
I løbet af en nat var ingenting, som det plejede.
Men hvordan så corona-dagene ud nede fra 102 centimeters højde?
Vester er 4 år og børnehavebarn, og i løbet af den første tid – hvor alle forsøgte at vænne sig til det uvante og begribe det næsten ubegribelige – tog hans far, fotografen Peter Hove Olesen, billeder med sin telefon af det lille, store liv i en meget stille, ny, lille, stor verden.
Hvad husker vi?
Hvad husker vi fra en dag? Og fra en tid?
I marts lukkede Danmark ned. Fra den ene dag til den anden.
Skoler, daginstitutioner, arbejdspladser.
Alle de steder, vi mødes til daglig – nærmest uden at tænke over det.
Det var den voldsomste forandring af vores samfund siden besættelsen.
Vester er fire år og 102 centimeter. Hvad husker han fra de dage, hvor corona trådte ind i hans verden?
Husker han dem som lange? Med meget mere tid med far eller med mor. Hvor der ikke var noget ’Kom nu, vi skal ...’ Fordi man ikke skulle ... noget. Men i stedet kunne stå længe og kaste sten efter sten efter sten efter sten i vandet.
Hans far er noget højere, meget ældre – og fotograf.
Han husker stilheden. Og en mærkelig følelse af, at verden – HELE verden – pludselig var uendelig stor og skræmmende. Og samtidig ekstremt lille. Fordi man havnede i en boble, hvor der kun eksisterede grankogler, vandpytter, hjemmebyggede byer, sten og sand.
Vesters far tog billeder af det. For ikke at glemme det. Og for at kunne vise det til Vester engang.
Fordi – som han siger:
»Det kan godt være, at børn ikke forstår det lige nu. Men jeg tror også, at de altid vil huske den her tid«.
»Måske vil de huske, at vi var mere sammen. Mens vi voksne måske især vil huske, at vi ikke vidste, hvor det ville ende. OM det overhovedet ville ende. Og at det fik os til at tænke over, hvilken verden de kommer til at vokse op i«.
dag 11
Vi savner byen en lille smule, så vi har bygget en af malertape.
dag 09
Vi har købt en trompet ...
dag 22
Der er næsten ikke mere vand i vores vandhul.
dag 24
Hvor vi konstaterer, at fuglene ikke kommer og spiser af hånden, selvom man råber »KOOOOM OG SPIIIIS«.
dag 14
Det hele kører lidt i ring ...
dag 33
Der er også natur i byen. Og lastbiler med snore.
dag 25
Vanen tro starter vi dagen med at lufte noget Playmobil.
dag 16
Vi fangede ingen fisk.
dag 13
»Jeg har skrevet en seddel til de andre børn, far«.
»Okay ... hvad står der?«.
»Der står, at de godt må komme og lege med mig«.
dag 40
Endelig!
Slut med alenetid.
Og start på en ny hverdag med minestrimmel, hegn og nye regler.
Men også med et tiltrængt kram fra yndlingspædagogen.
Alle fotos: Peter Hove Olesen
Hvis du vil vide
mere om fotografen
Instagram: @PeterHove
Redaktion
Tekst: Peter Hove Olesen og Henriette Lind
Art director: Sandra Bertelsen