0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den dag, da barndommens gade lukkede sig for sidste gang om Tove Ditlevsen: Det var en begravelse. Men mest af alt var det en kærlighedserklæring

I december 2017 ville hun være fyldt 100 år. Hun blev kun 58. En af Politikens store fotografer gennem tiderne fulgte med den dag, Vesterbro tog en helt særlig afsked med Tove Irma Margit Ditlevsen.

De stod inde i kirken. Og de stod udenfor.

Overalt.

I gruset på pladsen. Langs husmurene. Langs vejen.

Tæt sammen. I ternede uldfrakker. Forede cottoncoats. Patentstrikkede huer, blomstrede tørklæder. Håndtasken over armen. Tabet aftegnet i ansigtet.

Flest kvinder. Mange ældre.

De var hendes læsere. Hun var deres stemme. De kendte til hendes sorger, hendes smerte, hendes liv. For det var - i mange tilfælde - også deres sorger, deres smerte, hun beskrev. Deres kvindeliv.

17. marts 1976 blev Tove Ditlevsen begravet fra Kristkirken på Vesterbro, og fra Enghave Plads fulgte tusinder hendes båre til Vestre Kirkegård.

Også Erik Petersen, en af Politikens helt store fotografer, fulgte hendes sidste færd. Og tog en serie billeder, som i mange år har ligget som negativer i avisens store fotoarkiv.

Her vises de for første gang samlet. Tyste, sort-hvide fotografier af 70'ernes Vesterbro - og hvordan Tove Ditlevsen fik »en folkets begravelse. En kærlighedserklæring«, som der stod i avisen dagen efter ...

»Kendte og ukendte fandt vej til kirken i så stort tal, at kirken ikke kunne rumme følget. Enghave Plads var en overgang spærret for kørende trafik, mens de mange der ikke kom ind i kirken, tålmodigt ventede på at sige et sidste farvel, da kisten efter højtideligheden blev båret ud til rustvognen«.

Fra Politikens reportage 18. marts 1976

Højtideligheden i kirken var efter Tove Ditlevsens eget ønske. Det var hendes farvel.

»Allerede timer før højtideligheden i Kristkirken begyndte kirkerummet at fyldes. Og blomst ved blomst blev lagt på midtergangen ...«.

Fra Politikens reportage 18. marts 1976

»Vesterbro var Tove Ditlevsens aldrig glemte grundled i hendes livsopfattelse«, sagde pastor Gurli Vibe-Jensen i sin tale i kirken.

»Blandt menneskene i denne bydels gader, på trappeopgangene, i portene, blandt mylderet i Istedgade, i øjnenes spørgen og rådløshed, i det hæmmede menneskes - eller det ufrivilligt hæmningsløse menneskes udspil af kærlighed -grundlagdes hendes gæld til mennesker og blev altings årsag«.

»Hun afbetalte sin gæld stykkevis med åbne hænder. Udleverede og udleverede. Og mens hun udleverede, lyste og forbrændte hendes ånd. Varmede og smertede hendes bekendelser. Helbredte og sårede hendes erkendelse«.

»Hun ville dø midt i en sætning. Vi havde ønsket at se den færdig. Det er menneskeligt«.

»Men sætningen kan ikke skrives færdig ...«.

»Vesterbros eget hjerte bankede stille, da Tove Ditlevsens båre blev ført ad Enghavevej til Vestre Kirkegård«.

Fra Politikens reportage 18. marts 1976

»De mange, de anonyme, fulgte hende den sidste gang - i den gade, hvor hver sten var en dag af hende liv …«.

Fra Politikens reportage 18. marts 1976

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden