I 20 lysende vinduer sidder 20 vidt forskellige mennesker i den samme uvirkelige virkelighed: »Jeg begynder så småt at føle mig lidt ensom«
Ensomhed, frygt, rastløshed, kreativitet, håb. Optur og nedtur.
Lyden af byen
Lyden af byen
Når folk bliver isoleret fra omverdenen, bliver begrebet tid pludselig sat i perspektiv. Timevis af tilbragte stunder inden for hjemmets vægge giver anledning til refleksion og alternative måder at være sammen på – men frygten og uroen kan være svære at undslippe, og længslen efter menneskelig kontakt har med atomfart indprentet sig i vores bevidsthed.
29-årige Gina og hendes venner har gjort den obligatoriske brætspilsaften virtuel. 9-årige Ella hjælper far med at bygge et bur til kaninen Lakrids, når hun ikke kan være sammen med sine savnede klassekammerater på Ørestad Friskole. Sheila bærer rundt på frygten for at komme til at smitte sin 2-årige datter, der er mere disponeret for at få lungesygdomme – og bekymringen for at komme til at smitte de svageste patienter på hospitalet stiger støt for sygeplejersken Rikke.
Men kan denne tid – hvor vi er adskilt og hver for sig – bringe noget bedre med ud på den anden side? Det tror gymnasielæreren Karoline på.
I denne digitale fortælling tager Politiken dig med ind bag ruderne hos 20 beboere i et lejlighedskompleks på Amager. Til et hverdagsliv, der ligger milevidt fra det, vi alle sammen levede i før 11. marts 2020, hvor Danmark lukkede ned.
»Jeg tror, det bliver lidt kedeligt at være hjemme – det er det allerede. Men jeg skal hjælpe med at lave et bur til vores kanin, som hedder Lakrids«
Ella, 9 år, går i 3. klasse på Ørestad Friskole
Jeg har siddet derhjemme og lavet lektier til skolen. Jeg har i hvert fald haft ti lektier for indtil nu. Det er meget underligt at være hjemme i stedet for at være i skolen. Jeg savner mine venner rigtig meget. Men i går spillede jeg Roblox med mine klassekammerater. Det er et spil på computeren, hvor man kan spille mange forskellige spil sammen. Det er ikke første gang, vi spiller det, men det er første gang, at vi spiller det alle sammen.
Jeg tror, det bliver lidt kedeligt at være hjemme – det er det allerede. Men jeg skal hjælpe med at lave et bur til vores kanin, som hedder Lakrids.
»Jeg mistede min far for to måneder siden, og det er svært at være i en sorgproces, når der er så meget brug for en på sygehuset. I stedet for den ekstra fridag, som jeg måske burde have haft, skal jeg tage en ekstra vagt, og det er et ansvar, jeg tager på mig«
Rikke 27 år, sygeplejerske
Jeg bor normalt i et større bofællesskab, men har valgt at flytte herud til min kusine Marianne, fordi jeg blev bange og havde brug for at være et sted, hvor folk ikke har omgang med mange andre mennesker. Jeg er på mit arbejde i daglig kontakt med mange mennesker, som er meget syge.
Vi ved ikke, hvad den her virus kommer til at betyde for vores arbejde, og vi er alle sammen bange for at komme til at smitte patienterne, som allerede har utrolig hårde kår. Så derfor påvirker det mig meget mere i mit arbejdsliv end mit privatliv.
Jeg tror ikke, at folk forstår, hvor alvorlig situationen er, når de ikke selv har set, hvordan det ser ud. Det hele bliver meget virkeligt for mig, fordi jeg går omkring de her syge mennesker hver dag, og jeg ser de syge menneskers familier, som lider rigtig meget under denne tid med coronavirussen.
Jeg mistede min far for to måneder siden, og det er svært at være i en sorgproces, når der er så meget brug for en på sygehuset. I stedet for den ekstra fridag, som jeg måske burde have haft, skal jeg tage en ekstra vagt, og det er et ansvar, jeg tager på mig.
»I går arrangerede vi et Skype-møde med nogle venner, hvor vi spillede et brætspil og skålede i et glas vin«
Gina, 29 år, revisor (tv.)
Jeg er flyttet herover til min veninde. Vi bor begge to alene, så da påbuddet om at forsamles mere end 10 personer kom, tænkte vi, at vi lige så godt kunne flytte sammen for en stund. Nu må vi se, hvor længe vi skal holde hinanden ud. Jeg håber, at venskabet kommer til at bestå prøven. Vi står op hver dag og trækker i træningstøjet. Normalt træner vi efter arbejde, men nu kan vi jo træne herhjemme, når vi har lyst, så det er faktisk meget fedt. Man sidder heldigvis ikke på et kontor, hvor folk skal lugte til en, når man har trænet.
I går arrangerede vi et Skype-møde med nogle venner, hvor vi spillede et brætspil og skålede i et glas vin. Vi spillede online på vores telefoner, og så talte vi sammen over Skype. Det var anderledes, men på samme tid var det rigtig hyggeligt.
Josefine, 29 år, account development manager i ISS (th.)
Det har overrasket mig, hvor stort samfundssind folk har udvist. Folk hjælper hinanden, og der er blevet oprettet mange Facebook-grupper, hvor folk hjælper med børnepasning. Jeg er blevet lidt rørt over, hvor gode folk er til at støtte op om hinanden. Min veninde er selvstændig frisør med egen frisørsalon, og hun er selvfølgelig ked af det og meget nervøs for, om hendes forretning kan klare sig igennem krisen, efter hun blev påbudt at lukke salonen. Men folk har simpelthen været så gode til at købe produkter og gavekort for at støtte hendes forretning.
»Jeg spillede vildt meget Sims 2, da jeg var yngre, så det er ret sjovt at prøve igen«
Martha, 27 år, grafisk designer
Jeg har kedet mig rigtig meget på det sidste. Jeg plejer at bruge byen rigtig meget, og jeg mødes normalt med mange af mine venner rundtomkring. Nu er jeg begyndt at spille Sims, hvilket jeg ikke har gjort, siden jeg var teenager. Jeg spillede vildt meget Sims 2, da jeg var yngre, så det er ret sjovt at prøve igen. I det nye spil kan man tage en slags personlighedstest, så man kan lave en virtuel person, der passer på en selv. Så nu prøver jeg at leve mit liv gennem hende ved at skabe en masse drama inde i spillet. Det er vildt god underholdning.
»Jeg har et arbejde, hvor jeg er udsat for virussen hver dag, og jeg er nødt til at passe mit arbejde. Jeg kan i princippet risikere at slæbe virussen med hjem og være den, der smitter mit barn«
Sheila, 33 år, arbejder i Meny. Malina, 2 år.
Det er en hård tid. Humøret kører op og ned, det er svært for min datter at forstå, at hun ikke kan lave alt det, hun plejer. Hun har astmatisk bronkitis, som betyder, at hun er mere disponeret for at få lungesygdomme. Hun kan i perioder hoste rigtig meget, så hvis hun får en virusinfektion, bliver forkølet eller får influenza, hoster hun meget mere end andre børn, fordi lungerne reagerer voldsomt på det.
Jeg er meget nervøs for, at hun skal få coronavirus, fordi den går ind og nedbryder lungerne. Det ville være meget kritisk for Malina. Hvis hun bliver voldsomt ramt, kan det i værste tilfælde være fatalt. Det hele føles meget ubehageligt. Jeg har et arbejde, hvor jeg er udsat for virussen hver dag, og jeg er nødt til at passe mit arbejde. Jeg kan i princippet risikere at slæbe virussen med hjem og være den, der smitter mit barn.
Jeg tror ikke, hun er gammel nok til at forstå, hvad der foregår. Jeg fortæller hende, at hun ikke kan komme i vuggestue, fordi den er lukket, og på legepladsen er der for mange mennesker. Den anden dag prøvede jeg at sætte mig ned og forklare hende, at der er den her virus, der gør, at vi ikke kan lave de samme ting, som vi plejer, men det gik hurtigt op for mig, at hun slet ikke kunne forstå det.
Hun er efterhånden begyndt at kende vores nabolag, så når vi går et sted i nærheden af en legeplads, spørger hun ind til, om vi ikke skal på legeplads. Hun vil også gerne i vuggestuen. I dag spurgte hun, om det var farfar, der kom og hentede hende i morgen. ”Farfar henter mig i vuggestuen i morgen”, sagde hun. Som mor er det svært at forklare sit lille barn, hvorfor alt ikke er, som det plejer, men hun er heldigvis god til at acceptere, at tingene er anderledes nu.
»Min datter er sygeplejerske, så hun har ekstremt travlt for tiden, men jeg er jo bare positiv, fordi jeg får mulighed for at have så meget tid med mit barnebarn«
Mette, 63 år, pædagog i en børnehaveklasse
Jeg er lige kommet hjem efter at have været sommerhus med min mand og mit barnebarn. Min datter er sygeplejerske, så hun har ekstremt travlt for tiden, men for mig var det også positivt, fordi jeg fik mulighed for så at få meget tid med mit barnebarn. Vi var sammen i otte dage, og han er teenager, så jeg er jo ikke vant til at se ham så meget som nu. Vi fik snakket om nogle andre ting, end vi normalt gør. Det er klart, når man bekymrer sig om, hvad der sker ude i verden. Så er det de store spørgsmål, der kommer på bordet, og det er jo vigtigt at få talt om.
»Jeg er glad for, at jeg kunne komme hjem, men jeg har det på samme måde lidt ambivalent med det, for hvad er det egentlig, jeg er kommet hjem til?«
Louis, 28 år
Jeg var i Afrika, da coronavirussen for alvor begyndte at sprede sig i Europa. Da blev jeg kontaktet af familie og venner, der fortalte om, hvordan situationen eskalerede i Danmark. Jeg er glad for, at jeg kunne komme hjem, men jeg har det på samme måde lidt ambivalent med det, for hvad er det egentlig, jeg er kommet hjem til?
Jeg er nok det, man vil kalde en socialt introvert. Jeg kan sagtens navigere i de sociale koder, men jeg synes, det er enormt energikrævende at være social. Der er mange forventninger til en, og jeg har brug for ikke at skulle være ’noget’. Jeg vil bare have lov at ’være’.
Jeg svæver mellem at bruge meget tid i hjemmet, min trygge base, hvor jeg ikke behøver at skulle forholde mig til andre mennesker, og så mellem at få plejet mine sociale behov uden at gå for meget på kompromis med sig selv. Det synes at være et evigt arbejde med at finde den rette balance.
Da jeg var i Afrika, gjorde jeg mig tanker om, at jeg skulle være bedre til at komme ud og møde mennesker i Danmark. Nu får jeg så at vide, at jeg skal holde mig indendørs. Jeg er kommet hjem til den omvendte verden.
»Faktisk er jeg også meget mere i kontakt med mine venner rundtomkring i verden lige nu, fordi vi alle sammen er isolerede«
Akis, 34 år, fra Grækenland
Jeg er begyndt at lave meget mad, og i øjeblikket laver jeg mange græske retter. Jeg bor heldigvis sammen med en ven, så det gør det lettere at få tiden til at gå. Faktisk er jeg også meget mere i kontakt med mine venner rundtomkring i verden lige nu, fordi vi alle sammen er isoleret. Det er sjovt at tænke på, fordi før alt det her snakkede jeg kun med mine venner en gang hver anden måned cirka, og nu drikker vi kaffe sammen hver dag over Skype. Det er der noget smukt over i denne tid. Normalt i vores daglige rutiner prioriterer vi ikke at tage os tid til at ringe til vores venner og høre, hvordan de har det, fordi vi ikke har tid. Jeg er kommet i tæt kontakt med folk, jeg ikke havde meget kontakt med før.
»Jeg savner min familie, men jeg føler mig underligt nok tættere på min familie nu«
Mariam, 25 år, fra Tyskland, studerer humanbiologi på Københavns Universitet
I denne tid har jeg mere tid til at studere. Jeg kan godt lide at studere herhjemme, fordi jeg kan komme i dybden med de ting, som jeg har svært ved at forstå.
Jeg kommer fra Freiburg i Tyskland, og den anden dag talte jeg med mine forældre og min søster på et videoopkald. Min søster studerer i Zürich, og Tyskland har lukket for grænserne, så hverken min søster eller jeg kan mødes med mine forældre. Det er meget længe siden, at vi alle sammen har talt sammen, så det var virkelig rart. Jeg savner min familie, men jeg føler mig underligt nok tættere på min familie nu, fordi vi er meget mere i kontakt digitalt og opdaterer hinanden.
»Det er svært at tage sig sammen til at studere herhjemme«
Zak, 25 år, studerer biologi på Københavns Universitet
Det er svært at tage sig sammen til at studere herhjemme. Jeg læser biologi, og jeg er normalt meget på skolen, hvor jeg får tiden til at gå med at studere. Der skal meget struktur til at hanke op i sig selv og få studeret hjemmefra, men det synes jeg er svært.
Vi har i lang tid talt om at bygge en bænk til køkkenet, så det er jeg gået i gang med. Derudover har jeg en hobby med at bygge cykler, så jeg har fået sat en cykel i stand, og så har jeg købt delene til en anden cykel, som jeg også har fået fikset. Så der har været meget olie på mine hænder det sidste stykke tid.
»Jeg begynder så småt at føle mig lidt ensom«
Jerik, 27 år, tømrer
Vi har haft mange kunder, som aflyser aftalerne i sidste øjeblik, så det er svært at finde arbejde. Flere af os har også været nødt til at tage fridage for at undgå fyringer, så det har været besværligt.
Mit liv er sat meget på standby. Der sker ikke så mange ting. Jeg er vant til at komme ud og drikke nogle bajere med mine kammerater i weekenderne, og så bruger jeg også meget tid i en fodboldklub. Jeg skulle have været til Rom i midten af april, men det kommer jeg jo af gode grunde ikke.
Jeg begynder så småt at føle mig lidt ensom. Livet bliver kedeligt, når det er så begrænset, hvad man kan lave på sit værelse. I aften tror jeg, at jeg skal lave pandekager.
»Jeg savner at være tæt med folk. Jeg savner at give et kram«
Marianne, 29 år, public affairs manager i String
Jeg er i min lejlighed 23 ud af døgnets 24 timer. Det er meget anderledes for mig, fordi jeg som regel tilbringer meget lidt tid i lejligheden. Jeg løber en tur hver dag, og så forsøger jeg at handle ind på vejen. Jeg savner at være tæt med folk. Jeg savner at give et kram.
Jeg har lavet en liste med huslige ting, jeg skal have lavet. Jeg skal rydde op i mine skuffer, jeg skal gøre ovnen ren, og så skal jeg læse bøger. Vi har også bestilt et puslespil, som vi skal lave i weekenden.
»Jeg håber, at vi som individer og som samfund kommer ud på den anden side af denne krise og har fået nogle ting med os«
Karoline, 36 år, gymnasielærer på Egedal Gymnasium og HF
På gymnasiet er vi i gang med 3. g’ernes store eksamensopgave SRP og 2.-hf’ernes SSO. Det er en meget speciel oplevelse for eleverne, fordi de ikke har adgang til biblioteket og gymnasiet, der er lukket. Når situationen nu er, som den er, synes jeg, at det er utrolig hyggeligt at høre mine elevers stemmer og se deres ansigter på computeren, når der er vejledning. Og det fungerer faktisk rigtig godt med virtuel vejledning, når de skriver opgave. Klasseundervisningen er der, hvor man kan mærke den største forskel. Det foregår virtuelt, hvor jeg underviser på en skærm, som eleverne kan se på deres computere. Der er forsinkelse og andre tekniske ting, der gør det besværligt, men vi forsøger at få det bedste ud af det.
Jeg er lykkelig for, at jeg bor i et bofællesskab, så jeg kan tale med de andre og dele tilstanden, men jeg savner generelt andre mennesker helt enormt. På den måde er det en svær tid, men det giver omvendt også tid til refleksion, og man har mulighed for at tænke over og mærke, hvad der virkelig betyder noget for en. Jeg håber, at vi som individer og som samfund kommer ud på den anden side af denne krise og har fået nogle ting med os.
»Faktisk skulle vi introducere hinanden til vores familier for første gang, men nu er det blevet udskudt«
Gustav og Kian, 24 og 26 år, studerer arkitektur og dansk
Vi har været sammen i 8 måneder. Gustav har købt en rejse til mig i julegave, så vi skal efter planen til Spanien og Portugal i maj, men det bliver måske ikke til noget alligevel. Hver dag er en søndag i den her tid. Vi nyder, at vi har mange lange morgener sammen.
Faktisk skulle vi introducere hinanden til vores familier for første gang, men nu er det blevet udskudt. Det havde vi virkelig glædet os til. Jeg mødte Gustavs lillebror over Skype den anden dag, men jeg vil helst mødes personligt med hele familien, så vi kan give hånd og gøre det rigtigt. Vi ved ikke, hvorfor der er gået så lang tid, men det har vi til gode nu.