Hun er verdensberømt krigsfotograf. Hun har fotograferet død ...
Sult, nød ...
Kaos og ødelæggelse ...
Smerte og lidelse ...
... men de 6 døgn, der har været allermest voldsomme
... det, der har sat sig de dybeste spor i hende
har hun ingen billeder af.
For det var noget, der skete for hende selv.
Hun lå med ansigtet nede i jorden. Og munden fuld af grus og støv. Det sidste, hun havde nået at se, inden hun blev beordret ned at ligge, var en gruppe libyske regeringssoldater ved det checkpoint, hun og hendes tre kolleger fra New York Times lige havde forsøgt at passere. Deres ansigter havde været forvredet af raseri. De havde rettet våbnene mod dem. Og råbt, råbt, råbt.
Hun kunne stadig høre dem. Og da hun løftede hovedet en lille smule, så hun direkte ind i en pistolmunding.
Den verdensberømte fotograf Lynsey Addario lå stille og ventede på det klik, hun regnede med ville ende hendes liv.
»Please«, var det eneste, hun magtede at sige. »Please«. Hun tænkte på sin mand, sine forældre, sine søstre og sine to bedstemødre. Hvert sekund føltes som et år i et andet univers.
Så bøjede soldaten sig fremover, og nu kunne hun mærke hans hænder gennemrode hendes jakke og løfte ting ud af hendes lommer: Telefonen, hukommelseskortet til kameraet, nogle gamle regninger. Hans næver arbejdede sig videre rundt på hendes overkrop. Nåede til hendes bryster. Der stoppede de.
Kort.
Så tog han fat i dem. Klemte dem.
»Gud, lad mig ikke blive voldtaget. Lad mig ikke blive voldtaget«. Hun forsøgte at krympe sig sammen.
Lynsey Addario er en kvinde, der kender til krig. Hun er en amerikansk Pulitzer-prisbelønnet fotograf, der, siden hun var 20 år, har boet det meste af sit liv i udlandet. Gennem en kvart menneskealder har det været sådan, at hvis et sted på kloden pludselig var ustabilt og farligt, hvis en konflikt detonerede, en revolution flammede op, uroligheder brød ud – så var der en god chance for, at Lynsey Addario var på vej derhen.