Kan vi tillade os at kigge væk?
Kan man fotografere voldtægtsofre nøgne? Endda på det gerningssted, hvor overgrebet fandt sted? Det enkle svar er ja.
Billedserien du skal se her, er ubehagelig at kigge på. Den er som klippet ud af et mareridt. Alene ideen kan virke langt ude. Hvorfor dog udsætte voldtægtsofre for det mulige traume at lade sig fotografere nøgne, hvor overgrebet fandt sted? På selve gerningsstedet! Ikke blot skal de gennemleve det igen – de skal også se det hele i en avis?
Svarene er ret enkle: Fordi de 10 kvinder, der her fortæller deres historier, har ønsket det. De harvalgt, at fotografiets sprog kan formidle, hvad overgrebet har forårsaget og hvad de skal leve videre med. Gennem billeder viser de hvilken sorg, vrede, ensomhed og magtesløshed de stod tilbage med efter, en mand forgreb sig på dem. De har ønsket at fortælle med andet end ord, at en del blev taget fra dem den dag. Og efterlod dem med en følelse af at være ubetydelige, skamfulde, forsvarsløse og fortabte.
Og mindst lige så vigtigt: fordi seksuelle overgreb er et ubegribeligt stort problem i vores samfund, som vi er nødt til at forholde os til. Vi er nødt til at forstå, at der bag tal i statistikker er rigtige mennesker, som det her gør ondt på. For altid.
Sidste sommer trykte vi to af de billeder, som indgår i denne fortælling. De blev bragt i forbindelse med vores beskrivelse af Tinder-voldtægter – et fænomen i vækst. Dengang fortalte to kvinder deres historie. Da de skulle fotograferes til artiklen, foreslog en af kvinderne, at hvis fotografen skulle formidle, hvad der var sket med hende, skulle hun fotograferes uden tøj på, det sted hvor voldtægten blev begået –i hendes egen seng. Da hun efterfølgende så fotografiet, sagde hun »det er præcis sådan, jeg gerne vil vise det«.
Reaktionen fra kvinden fik os til at gå videre med projektet. Kunne der være andre, der havde det på samme måde? Andre kvinder, som gerne ville fortælle deres historie med seksuelle overgreb og voldtægter gennem fotografier? Kunne lige præcis billeder være en nøgle til at fortælle mere præcist om de store omkostninger voldtægter har? Flere af de kvinder vi fik kontakt med kunne huske de to billeder vi havde bragt. De kunne genkende noget i sig selv, da de så fotografierne.
For det er det, billeder kan, når de er rigtigt gode. Så rammer de en klang et sted, hvor vi ikke vidste, vi kunne rammes. For nogle er det en genklang, mens det for andre er et højt brag, der runger og gør ondt. Det føles ikke rart. Man kan egentlig have mest lyst til at kigge den anden vej, for at få følelsen til at gå væk. Nogle kan endda blive sure på fotografen for at have givet dem denne følelse af ubehag. Andre kan blive blufærdige på den portrætteredes vegne, og ligefrem mene, at ’det kan man da ikke’. Men hvem kan – og skal –definere, hvordan andre mennesker ønsker at fortælle deres historie? Og kan vi tillade os at sortere det fra? Tillade os at kigge væk?
Billederne er ikke et kunstprojekt om voldtægt. Det er heller ikke en rekonstruktion af et overgreb. Det er fotojournalistik. Med sit enkle sort-hvide formsprog er alt overflødigt skåret væk. Farverne og tøjet, som vi er vant til at se, er væk. Der er kun kroppen, stedet og historien tilbage. Kvinderne har arbejdet tæt sammen med fotografen om, hvordan de vil stå, ligge, sidde. Man kan med andre ord sige, at vi har sat rammerne, men det nye opstår i samspillet mellem fotograf og kvinden. I det tillidsfulde rum, der opstod, har de forsøgt at formidle en smertefuld stemning, så vi kan mærke den, når vi ser på hvert enkelt fotografi. Og det er det fotojournalistik går ud på. At formidle noget, vi kan mærke. Give os noget vi kan reflektere over.
Undervejs i arbejdet med denne serie diskuterede vi, om jeg – fotochefen – skulle skrive en klumme for at forklare, hvad det er billederne kan fortælle os. Det er mit job at forholde mig til fotografi, så opgaven er egentlig rimelig klar. Isoleret set, tror jeg fotografierne fremkalder en reaktion hos alle, der ser dem. De kan mærkes. Og i den forstand kan de – i princippet – stå alene. Fordi de rør os. Men i min verden er det umuligt at adskille billederne fra teksten, ligegyldigt hvor stærke billederne end er. Hvis man afkobler fotografier fra både sammenhæng og metode, mister de noget af deres værdi. Ingen billeder uden ord. Når vores hjerner kobler disse fotografier af forvredne, nøgne kroppe sammen med de horrible historier, som kvinderne fortæller, kan vi begynde at fatte bare en flig af kvindernes traumer. Jeg så selv billederne, før jeg læste de enkelte historier i deres helhed. Men først da kunne jeg begynde at forstå. Helheden er vigtig. Når jeg kigger på billederne, forstærkes teksten, og når jeg læser teksten, forstærkes billederne. Samlet set bliver det … uafrysteligt.
Den gode fotojournalistik skal kunne præcis det. Den skal ryste os, uden at jage chokket for chokkets skyld. Det er en hårfin balance, men når man rammer den som her, får den os til at stoppe op i en verden, der konstant og uden stop blæser informationer ind i øjnene på os. Når fotografi er vellykket, skal det få os til at holde en pause, og reflektere over, hvad vi lige har set, og hvad det gjorde ved os.
Og prøv en gang at tænke denne tanke til ende: De 10 modige kvinder, der her fortælle deres historie er blot en tredjedel af de kvinder der statistisk set voldtages eller forsøges voldtages i Danmark hver dag.
Og i morgen.
Og i overmorgen.
Så. Kig ikke væk. Se. Og læs.