»Vi gør dem stadig ondt«
Hvorfor er et grusomt fund af 215 børnegrave fra det forrige århundrede alt andet end fortid?
Og hvordan foregår det, når man tager verdens bedste pressefoto?
Politiken har interviewet vinderen af World Press Photo 2022, den canadiske fotograf Amber Bracken.
Hun havde været der i et par dage. I byen Kamloops, hvor man kort forinden – bag en tidligere kostskole, en stor rødstensbygning – på tragisk vis havde fundet mere end 200 umarkerede grave. Børn af Canadas oprindelige folk, som var blevet fjernet fra deres forældre, så skolelærere og præster kunne »drive indianeren ud af dem«, som det blev kaldt.
’Forsvundne’ børn. Børn, som ikke havde overlevet skolens tyranni, vanrøgt, vold og overgreb.
»Folk kom fra nær og fjern for at vise deres sorg og deres respekt. Mange af dem havde blomster og lys med. Der var også nogle, der mødte op med små stykker legetøj, som de lagde til minde om børnene«, fortæller fotografen Amber Bracken, der har taget verdens bedste pressebillede, World Press Photo of the Year, 2022.
Og så var der korsene, som nogen havde placeret ved en vej nær skolen og hængt børnetøj op på.
»Alt sammen for at få folk til at se dem. Gøre dem virkelige – disse børn, som har været usynlige i så mange, mange år«.
Amber Bracken var på arbejde for The New York Times. Avisen dækkede som alverdens andre medier den følelsesladede, kontroversielle historie – og hun vidste, at hun måtte have et billede af korsene med de røde og orange kjoler med hjem.
Men vejret var ikke med hende, det havde været dystert og dunkelt hele dagen. Hun havde ventet og ventet på mere lys, men nu var det ved at være aften. Og for sent. Og næste dag skulle hun rejse.
Til sidst besluttede hun bare at gå derhen. Og på vej op ad den lille sti, som førte op til korsene, begyndte det lige så stille at komme, og da hun nåede til toppen af bakken, brød det igennem – og out of nowhere tegnede der sig også en regnbue i det gyldne aftenlys.
»Alt var der bare. Fra det ene øjeblik til det andet«, som hun siger til Politiken i telefonen fra hjemmet i Edmonton i Canada.
»Men ... regnbuer har det jo med at forsvinde igen. Hurtigt. Så jeg tog billederne – hurtigt. Da jeg kom hjem, var der ikke mere end en håndfuld, der duede. Men det var også fint. Jeg følte, at den præcis kom, regnbuen – da der var brug for det. Og præcis blev dér så længe, at jeg fik det, jeg skulle«.
Hun fik i hvert fald ... dét. Billedet, som juryen i World Press Photo har givet den mest prestigefulde fotografiske pris i verden og kåret til verdens bedste pressebillede 2022.
»En stor ære«, siger fotografen i et tonefald, der gennem hele interviewet er lige så stilfærdigt som hendes vinderbillede fra Kamloops. »En meget stor ære. Men ...«, tilføjer hun, »... også surrealistisk«.
Amber Bracken er 37 år, født i Alberta i den vestlige del af Canada og vokset op med tematikken omkring landets oprindelige folk tæt inde på livet.
»Det er der meget få her, der ikke er«, siger hun. »Vi bor jo i det, der var deres land i århundreder. Indtil vi kom. Og fra kyst til kyst finder du stadig store samfund af oprindelige folk«.
»I min barndom gjaldt det også helt konkret vores naboer på den anden side af vejen. Som barn tænker du ikke så meget over det, men når jeg ser tilbage, forstår jeg pludselig, hvor meget kaos der var i deres liv«.
For – som Amber Bracken omhyggeligt understreger flere gange: Selv om fundet af kostskolegravene vidner om overgreb begået for mange, mange år siden, er problematikken omkring behandlingen af Canadas oprindelige befolkning stadig uhyggelig aktuel.
»Ét er, at den sidste skole først lukkede i 1996. Desuden må man forstå, at dette er noget, der har givet genlyd i samfundet i generationer«.
»150.000 børn gik på disse kostskoler. Og de, der ikke døde, forlod skolerne med dybe psykiske og fysiske ar. Familier blev splittet, børn blev skadet for livet, og mennesker blev såret på en måde, som hverken år eller årtier heler. Den dag i dag ser vi kaskader af konsekvenser: voldsomme sociale problemer og dysfunktionelle familier som et ekko af det grusomme, der skete på kostskolerne dengang«.
Selv har hun gennem de seneste fem-syv år fulgt tre familier i nærområdet – netop for at forsøge at sætte billeder på, hvordan traumer kan sive ned igennem generationer:
»Ingen i disse familier er selv overlevende fra skolerne. Hverken forældre eller børn. Alligevel er de mærket af det«.
Den systematiske massefjernelse af børn fra Canadas oprindelige folk begyndte i 1831. Børnene blev transporteret til skoler over hele landet, så de kunne blive tvangsassimileret ind i den vestlige, kristne kultur. Kontakten til børnenes familie blev brudt, og de blev straffet, hvis de talte deres eget sprog. Deres hår blev klippet kort, de fik europæiske navne, og deres traditionelle tøj blev erstattet af skoleuniformer. Kostskolerne blev drevet på opdrag fra de canadiske myndigheder – to tredjedele af dem af den romerskkatolske kirke. I 2015 konkluderede en undersøgelseskommission, at der på skolerne havde fundet overgreb, vanrøgt og voldtægter sted.
Den største af dem, Kamloops Indian Residential School, hvor Amber Bracken tog sit billede, rummede end 500 børn.
Kamploops Indian Residential School, fotograferet i 1937. Foto: Archdiocese of Vancouver
Her blev der i maj 2021 fundet 215 grave ved hjælp af jordradarteknologi. Gennem samme metode er flere fund af umarkerede grave blevet registreret: 751 ved en tidligere kostskole i Saskatchewan i det sydlige Canada.
I alt anslås det, at mindst 4.100 børn døde under deres ophold på skolerne.
»Hvordan man overhovedet kunne gøre det mod dem? Jeg ved ikke, om jeg er kvalificeret til at besvare det«, siger årets World Press Photo-vinder.
»Men jeg har tit tænkt på, at det virker, som om vi er prædisponerede til at tro, at vi altid ved bedst. Og derfor fuldt berettigede til at påtvinge andre mennesker vores verdensbillede. Og ’redde’ dem fra sig selv«.
»Og så kom tilflytterne jo primært til Nordamerika på grund af ressourcerne. Med en klar intention om at overtage jorden, skovene, floderne. Så var det jo praktisk at klassificere den oprindelige befolkning som nogle, der knap nok var mennesker – med en kultur, der hverken har relevans eller værdi«.
I november sidste år blev Amber Bracken sammen med en anden fotojournalist anholdt, da de dækkede den massive modstand, som indbyggerne i Wet’suwet’en-territoriet i British Columbia rejste for at forhindre en olieledning i at blive trukket gennem deres område.
Anholdelserne vakte opsigt. Men trods protester fra både medier og medieorganisationer, blev fotojournalisterne først løsladt efter nogle dage.
For Amber Bracken er der en lige linje fra den mangel på respekt, som hun synes, landets oprindelige befolkning mødes med, og den chikanerende adfærd, som hun føler, at politi og myndigheder udviser over for fotografer og journalister, der dækker sagerne, siger hun.
Og selv om fundet af børnegravene har rystet landet og fået politikerne til at sige store ord om anerkendelse, solidaritet og samhørighed, er hun ikke overoptimistisk:
»Vi er et sted, hvor vi godt kan tale om, hvor forfærdelige de kostskoler var, så længe vi er enige om, at det alt sammen hører fortiden til. At vi selvfølgelig er kommet videre«.
»Og imens viser praksis det stik modsatte. Canadas oprindelige befolkning bliver stadig kørt over med damptromle, man gør dem stadig ondt, og de må stadig indædt kæmpe for deres rettigheder«, siger Amber Bracken.
Gennem livet har hun både som fotograf og privatperson oplevet talrige eksempler på racisme rettet mod mennesker fra den oprindelige befolkning. Nedsættende ord og vendinger, åbenlys ubehagelig opførsel. Men der er noget, der er lige så destruktivt. Måske endda værre, siger hun:
»Og det er lige præcis den udbredte paternalisme. Som stadig ligger neden under så utrolig meget. Selv ønsket om at hjælpe«.
»Det kan undre – for vi har jo ikke altid ret. Og de bedste løsninger finder man som regel, når man lytter til dem, man mener at ville hjælpe, ikke?«.
Amber Brackens vinderbillede kan opleves i udstillingen World Press Photo 2022 i Pressen i JP/Politikens Hus fra 23. september til 16. oktober. Mere information om udstillingen, billetter etc. her.
