Det sker jævnligt. Langt oftere end for bare få år tilbage. At venner, bekendte og læsere kontakter mig og spørger, hvor de kan finde spændende drikkevarer og drinks, der ikke indeholder alkohol.
Findes det overhovedet? Ja da. Og efterhånden er udvalget blevet så stort, at man ligefrem kan planlægge en tømmermændsfri dødsrute gennem byen med de mange juice- og kombuchamenuer på restauranterne og skam også på barerne.
For både branchen og befolkningen har fået øjnene op for, at de alkoholfri alternativer – der indtil for få år siden virkelig ikke var særlig spændende – ikke kun tiltaler gravide og tørlagte, men at alle kan have lyst til drikkevarer, man ikke bliver fuld af. Uden at gå ned på smagsoplevelsen.
Den alkoholfri cocktail er ikke nogen ny opfindelse. Virgin-drinken, mocktailen, og hvad den nu ellers er blevet kaldt, har en historie, der går tilbage til de første professionelle bartendere.
