Danskerne har om nogen taget den sydeuropæiske aperitivokultur til sig.
Fyraftensbajeren er for manges vedkommende blevet skiftet ud med tørre bobler og appetitvækkende bittersøde cocktails.
Ja, de seneste år har det nærmest været umuligt at møve sig gennem den sommervarme hovedstad for horderne af Aperol Spritz-bællende forældre på besøg i byen og de Salomon-sko-klædte københavnere i midten af 20’erne, som skåler i karmoisinrød negroni foran de naturvinbarer, der efterhånden ligger på hvert andet gadehjørne i brokvartererne.
Aperitivo-timen, som man kalder det i Italien, falder et sted efter arbejdsdagens afslutning, og inden aftensmaden har boblet færdig i gryderne. Bordet er fyldt med små snacks, cicchetti, mens glassene toppes med farvestrålende drinks, der gerne må være bittersøde eller tørre, relativt lavalkoholiske og lette, så spytkirtlerne i munden stimuleres, og appetitten vækkes. Ordet aperitivo stammer da også fra det latinske aperire. Det betyder noget hen ad ’at åbne’, og det er det, drinken her skal gøre med appetitten.
