Nattens stjerner

Stedet hedder jo Take & Eat, men der er rigtig mange mennesker, der tror, at det hedder ’Fuldkorn’, fordi det står med store bogstaver på vores facade. Det er en stor misforståelse, vi sælger bare fuldkorn«.

»På nattevagterne kommer kunderne ofte i bølger. Den første bølge af kunder kommer, når de har været på bar og skal have noget at spise. Så forsvinder de i en times tid, og så starter anden bølge efter klokken 3, når de har afsluttet natten og skal hjem«.

»Natten kan godt gå i slowmotion, når man ikke har travlt. Så kan en time virkelig føles som meget lang tid. Så det bedste er faktisk, når vi har mange kunder, som er i festligt humør. Så kan de finde på at synge for os eller bede os om at sætte en specifik kunstner eller nummer på f.eks. ’Bella Ciao’, Gilli, Gims eller Stromae. Det gør vi så, og så har vi en fest sammen med kunderne«.

»Der er også nogle kunder, der godt kunne tænke sig at lave deres egen durum. Så får de lov til selv at rulle den. Det plejer folk at synes er sjovt«.

Foto: Signe Lægsgaard

»Der sker noget med kundernes bestillinger, når klokken bliver mange. Jo senere det bliver, jo fattigere bliver folk også. Vi kan godt mærke, at de, der kommer inden lukketid ved 5-tiden, har brugt lidt for mange penge i byen, inden de kommer hos os. Så køber de en durum eller en bakke pomfritter til deling«.

»For at få det hele til at køre rundt, arbejder jeg om eftermiddagen og natten på Take & Eat. Det gør jeg faktisk på fuld tid, samtidig med mit studie, hvor jeg læser til procesoperatør på NEXT. Det er hårdt, men nødvendigt«.

»Noget af det, jeg også elsker ved arbejdet, er, at jeg møder så mange forskellige mennesker. Det er fantastisk. Det er både turister, som fortæller om det sted, de kommer fra, og hvad de skal opleve i København. Men det er også stamkunder, som vi ved ikke vil have løg i deres durum eller gerne vil have ekstra chili i«.

»Men kunderne kan også være aggressive og larmende i de sene nattetimer. Vi har oplevet nogle gange, at kunder tager diskussioner, de har haft tidligere på aftenen, med ind til os. Så kan de finde på at råbe ad hinanden og larme en del. Det kan godt være ubehageligt, men det går aldrig direkte ud over os«.

»En anden ulempe ved arbejdet er, at fulde mennesker sviner meget. De spilder mad og drikkevarer og rydder ikke op efter sig selv. Men det er overordnet søde mennesker, der kommer, som spreder god stemning«.

Det allerbedste er at stå med et crowd, der på en eller anden måde responderer på det, jeg gør, og viser energien tilbage med hænderne i vejret fra start til slut. Når man kan se og mærke, at de nyder det hele lige så meget, som jeg gør, og at vi mødes om noget så stærkt som musikken. Det er virkelig en high feeling«.

»Derfor er det også en mood-killer, og det sker særligt på mainstreamklubberne, når folk kommer op for at ønske et track. Det er lidt ligesom, hvis folk har bestilt en fixed menu og får en ret med fisk, men så beder om en bøf i stedet. Jeg vil gerne have, at de smager på fisken og er nysgerrige på det, kokken har lavet«.

»Hvis jeg har et job på en af mainstreamklubberne, er publikum mest kommet for at danse og være fulde, og så er det jo også en del af mit arbejde at tilgodese det publikum, jeg står med. Så selvfølgelig skal jeg gøre mit arbejde, og jeg skal være professionel. Og så skal jeg se, om jeg ikke kan bringe bøfferne til bordet. Men det er helt klart sjovest, når folk er med på at eksperimentere og lære noget nyt«.

Foto: Signe Lægsgaard

»Derfor spiller jeg også mest på undergrundsscenen, hvor der er en helt anden opmærksomhed på den musikalske rejse og på dj’en i sig selv«.

»Nattelivet er generelt et sted, hvor vi skal være enormt opmærksomme på hinanden og respektere hinanden. Og fordi der både er alkohol og stoffer involveret, bliver grænserne bare mere flydende«.

»Jeg var på et tidspunkt nødt til at slukke musikken, fordi der var en mand på dansegulvet, der blev ved med at gøre tilnærmelser til to meget unge. Han var enormt grænseoverskridende og skabte en meget utryg stemning på gulvet. De unge piger forsøgte at sætte nogle grænser, men han var meget påvirket og respekterede ikke deres forsøg. Så jeg stoppede musikken og bad ham holde op, og så han blev hentet af vagterne«.

»Jeg har selv oplevet helt uforsvarlige ting, da jeg var yngre hvor jeg senere har tænkt over, hvorfor der ikke var nogen, der passede på mig. Hvis man var alt for fuld og nærmest ikke kunne gå, men blev smidt ud på gaden alligevel«.

»Der har vi bare som dem, der arbejder i nattelivet, et kæmpe ansvar. Festen og nattelivet skal ikke være en flugt, men et rum, vi samles om«.

Zefside er en bar, der ikke minder om de andre. Folk danser på baren, og der er en vild stemning, når klokken bliver mange. Det starter egentlig med en rolig stemning med cocktails, men senere på aftenen kan det godt gå vildt for sig. Her har folk lidt mere albuerum, føler jeg, i forhold til mange andre steder. Der er en mere løssluppen stemning«.

»Jeg redder liv i hverdagen og dræber liv i weekenden. Det er lidt en joke, jeg kører. Jeg har nemlig et hverdagsjob, hvor jeg arbejder med Sundhedsplatformen som ingeniør. I weekenderne arbejder jeg så som bartender på Zefside, hvor jeg kan give den gas. Det er lidt mine to sider: Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Begge sider giver mig noget vidt forskelligt, og jeg kan ikke undvære nogen af dem«.

»Jeg har lige haft min første friweekend fra Zefside i et år. Det var en meget ambivalent følelse, så jeg endte sjovt nok med at tage ned på baren alligevel. Det er kommet bag på mig, at barindustrien og nattelivet skulle fylde så meget for mig. Det startede jo egentlig bare som et studiejob, men jeg er blevet fuldstændig hooked«.

»Jeg laver nogle gange et lille ildshow, når klokken bliver omkring 3-4 om natten. Det er et show, hvor jeg spyr ild. Så er folk meget sådan: Wow, hvad skete der lige der? Det er vildt fedt. Når der sker sådan noget en aften i byen, sidder det også i dig, så du får lyst til at blive«.

Foto: Signe Lægsgaard

»Det kan godt blive travlt på baren, og så er der nogle gange gæster, der godt kan finde på at hundse rundt med os bartendere og vifte og pifte ad os. Det kan føles lidt, som om vi bliver betragtet som undermennesker«.

»Der er mange, der føler, at de har lidt bedre styr på mit job, end jeg selv har. Så kommenterer de lige, hvordan jeg bør håndtere køen eller sådan noget, og der må jeg jo bare sige: Tusind tak, fordi du fortæller mig, hvordan det hele er, men jeg har 100 procent styr på det, mester. Det får nærmest modsatte effekt, hvor jeg får lyst til at betjene de mennesker til sidst, hvis de insisterer på at fortælle mig, hvordan jeg skal gøre«.

»Ligesom folk kan blive endnu mere glade og festlige, når de er fulde, kan de også blive endnu mere konfronterende. Der var på et tidspunkt en mand, der følte, at han ejede hele baren, fordi han havde en stor bunke kontanter med, som han stod og viftede med. Han blev kommanderende og konfronterende i en grad, så jeg bad ham om at pakke den ubehagelige attitude væk«.

»Men overordnet er folk jo mest af alt søde og rare. For hver irriterende person er der mindst 10 glade og rare mennesker. Det er helt klart det, der fylder mest, og jeg går aldrig hjem fra arbejde og føler, at det har været en dårlig aften«.