Det går stærkt for sangerinden og harpenisten Selma Judith. Selv om hun kun udgivet én single, har hun vakt opmærksomhed.
Med sin bløde stemme strøg den 23-årige sangerinde ind som Ugens Kanon på P3 – kun 24 timer efter at hendes debutnummer, ’Kind of Lonely’, blev lagt på Karrierekanonens hjemmeside. Og selv om hendes kommende EP først udgives i 2019, er hun udvalgt til at stå på scenen under Kulturnatten til det, hun selv kalder sin debutkoncert. Ibyen har mødt Selma Judith for at høre, hvad hun vil med sin musik, og hvad man kan forvente sig af koncerten.
Selma Judith, hvad er dine erfaringer med at spille live?
»Jeg sang, da jeg gik på Bernadotteskolen, og havde et pigeband, da jeg var yngre. Inden for det seneste års tid har jeg spillet lidt med MØ, School of X og Vera. Det er det, jeg har at trække på«.
