Jeg var fast besluttet på at fuldende min samling af små Beanie Babies, der fulgte med i et Happy Meal fra McDonald’s det år. Det virker måske som en relativt beskeden ambition, men for mig var det intet mindre end end en dramatisk jagt på den hellige gral. Min mor kørte min bror Forrest og mig rundt til, hvad der må have været hver eneste McDonald’s i hele delstaten Kentucky. Og som mine forældre skulle konstatere, helmede vi ikke, før missionen var fuldført.
Vi måtte selvfølgelig have hver sin samling. At skulle deles var aldeles udelukket. Og selv om vi mange gange forsøgte at skære det ud i pap for vores far, fattede han aldrig, at de skulle være intakte i deres originale plastikindpakning, så vi kunne sælge dem for svimlende, livsforandrende summer på et senere tidspunkt. Ifølge mine beregninger var den potentielle værdi af disse Beanie Babies på samlermarkedet fuldkommen åbenlys. Det ville være aldeles vanvittigt ikke at købe dem alle.
De kloge hoveder hos McDonald’s sørgede selvfølgelig for, at man ikke bare kunne køre ind i en drive-in og bestille et Happy Meal med præcis den Beanie Baby, man stod og manglede. Man var nødt til at krydse fingre, åbne æsken og acceptere det, man fik – og sætte pris på det, vil jeg lige tilføje – for man var heldig, hvis en given restaurant havde nogen af de små uslebne diamanter tilbage.
I månedsvis blev vi hentet af vores mor efter skole og kørt ud til McDonald’s-restauranter i hele delstaten, i forstæder, jeg aldrig havde hørt om, på jagt efter de nærmest uopnåelige tøjdyr, der manglede i samlingen. Vi hørte rygter om et skjult lager af den sjældne hummer Pincher hos McDonald’s på Third Street. Eller at den nærmest uopdrivelige målerlarve Inch var blevet set på en restaurant i East Louisville.
