Han er en lysende albansk hiphopstjerne. Fra Mørkhøj

Udsolgte sale. Festivaler. Alle synger med på hans sange. Ikke noget, der lå i kortene for den albanske dreng fra Mørkhøj, da han første gang gik ind i et lille kælderstudie ved siden af den lokale McDonald’s i Gladsaxe Kommune.

»Det lille studie var altafgørende. Det kickstartede min karriere, forstår du?«.

Ordene kommer fra rapperen Ardit Aliti, bedre kendt som ArtigeArdit. »Forstår du« er fast inventar i den unge rappers ordforråd, ligesom »G« (gangster, red.) og »brormand«.

Allerede som 12-årig skrev han tekster i skolegården, men først efter flere år fik han gjort noget ved musikken. Et par venner opfordrede ham til at gå i et studie, kommunen havde etableret som et tilbud til udsatte unge for at give dem noget at lave i stedet for at lave ballade og hænge ud med vennerne ved en kælderskakt, som han selv formulerer det.

Og kommunens plan virkede. For musikken gjorde ham passioneret, han tog det seriøst, og den ellers stærkt skoletrætte unge rapper sørgede for at forberede nye tekster til hver gang, fortæller han og nærmest undskylder, hvis det lyder som en kliché.

I dag er han 24 år og – kliché eller ej – har en kometkarriere i musikbranchen. På få år er han gået fra at rappe i det lille kælderstudie til at stå på scenen til P3 Guld på linje med de største navne inden for dansk musik i en verden, der ligger langt fra hans hjem.

Ardit Aliti har albanske forældre, men er født og opvokset i forstaden Mørkhøj i Gladsaxe Kommune. Han er aldrig flyttet hjemmefra og har heller ingen planer om det foreløbig. Og hvis han en dag skal flytte fra mor og far, bliver det til en lejlighed i samme postnummer.

»Her er en ro og tilpas afstand til liv og fest. Hvis jeg boede i Nordjylland, ville jeg være for langt fra festen. Men hvis jeg boede inde midt i København, ville jeg blive sindssyg. Alt for mange fristelser, som jeg ville knække nakken på til sidst, forstår du?«.

Foto: Valdemar Ren

I Mørkhøj er der hverken lysende butiks- eller caféfacader. Her er stort set ingen mennesker på gaden, og efter sigende er Mørkhøj en af de bydele, Gladsaxe Kommune henviser nyskilte til boliger i. Nærmere bestemt omkring Novembervej, der derfor af nogle bliver kaldt Skilsmissekvarteret, og som Nik og Jay har lavet en melankolsk sang om. Et kvarter, der for flere vejes vedkommende ender blindt i Motorring 3.

Mørkhøj er langtfra en forstad, der skiller sig ud eller gør sig særligt bemærket. For mange er det der, den gamle tv-by lå, og som man kan se fra Hillerødmotorvejen, når man kører forbi mosen, hvor Bamses hus lå. Ellers er det en meget gennemsnitlig bydel med lejlighedsbyggerier i gule mursten.

Mord i frisøren

»Hej Ardit«! råber en mand, da han går forbi.

»Hva faen mand, længe siden!«.

»Jeg hørte, du stadig bor hjemme, hvordan har mor og far det?«.

»Ej, hvor grineren, det var min gamle engelsklærer«, siger Ardit Aliti, da vi går videre. Vi står i skolegården på Mørkhøj Skole, hvor Ardit Aliti har brugt 10 år af sin barndom.

»Jeg hadede at gå i skole, helt ind i hjertet. Ikke fordi jeg var dårlig til det eller blev mobbet. Jeg var egentlig glad som barn og var glad for selve skolen og eleverne. Men jeg gad bare virkelig ikke undervisningen, og det der med at stå tidligt op«, siger han og fortæller, at han i dag er stolt, hvis han står op klokken 11.

»Det er jo virkelig, virkelig tidligt!?«, griner ArtigeArdit, der dog erkender, at man nok kun har mulighed for at sove til klokken 11 på hverdage, når man hverken går i skole eller har et almindeligt job, som resten af hans familie har.

Men på trods af det dengang manglende engagement i skolen smiler engelsklæreren stort til sin gamle elev ved deres gensyn.

Foto: Valdemar Ren

»Jeg tror egentlig, at de fleste lærere gennem tiden godt kunne lide mig. Jeg var doven, røg lidt for mange joints og havde 50 procent fravær i gymnasiet, hvor jeg til sidst blev smidt ud. Men jeg var altid fredelig og lavede aldrig ballade i klassen«, siger han.

Deraf kommer også navnet ArtigeArdit. Selv om meget fravær og hash ikke umiddelbart rimer på artig, er alt relativt.

»I manges øjne er jeg måske ikke så artig. Men jeg er artig, når jeg sammenligner mig med mange fra min omgangskreds. Folk begyndte så småt at lave penge og være kriminelle, da vi var 15-16 år. Men der sad jeg bare på sidelinjen. Jeg kan da godt lide at feste og være lidt rowdy, men jeg er faktisk en artig fyr«, siger han og skifter pludselig over i en mere alvorlig tone.

For lidt længere oppe ad vejen ligger en frisørsalon, hvor en frisør blev skuddræbt på klos hold i efteråret.

»Jeg vågnede til en besked om, at der var blevet skudt i frisøren. Jeg gik i chok. Overalt blev der skrevet artikler om det, og på sociale medier havde alle lagt mindebilleder op ad ham. Det var så surrealistisk«, fortæller Ardit Aliti, der gennem flere år er blevet klippet af frisøren, som med tiden også blev en ven.

Frisøren ligger ved siden af et pizzeria og over for Nørre Gymnasium, der tilsammen udgør dét, Ardit Aliti kalder Mørkhøjs hjerte. Et torv, hvor folk mødes og hænger ud, når man skal have tiden til at gå. Han fortæller, hvordan der altid var festligt i frisøren, og at man ofte skulle vente længe på at blive klippet, fordi der var så mange mennesker.

Men i hans øjne døde den gode stemning og livet på torvet med frisøren.

»Jeg har ikke lyst til at komme der længere, for mordet rystede mig. Den her gang var det ikke bare en overskrift i Ekstra Bladet. Det var min ven«, siger han om den 20-årige mand, som trods rygter ikke var registreret bandemedlem, og hvis morder endnu er på fri fod.

Efter mordet aflyste Ardit Aliti tre koncerter og rejste til Makedonien for at få det hele lidt på afstand. Med mordet på frisøren blev det pludselig tydeligt, at de kriminelle ’drengestreger’ langtfra bare er drengestreger, men alvor, og det chokerede Ardit Aliti, der ellers ikke forbinder Mørkhøj med hård kriminalitet.

Dem, der aldrig har haft en vagtplan

»Jeg gik i en total dansk folkeskole, hvor jeg fik venner, der står op hver morgen, tager metroen på arbejde og kommer hjem igen og går i seng klokken 22. Men jeg kender også dem, der aldrig har haft en vagtplan i deres liv og er endt i en kriminel løbebane«, siger han og stopper op ved en kældertrappe i et lejlighedskompleks.

For de fleste er det en ganske almindelig trappe. Men for Ardit Aliti er det der, hvor han har brugt størstedelen af tiden med de andre drenge fra området, da han var teenager. Her kunne de hænge ud i timevis, spise pizza og ryge joints.

»Der sker jo ikke så meget i Mørkhøj, så det var virkelig en ting at hænge ud og lave ingenting, da jeg var yngre. »Kom til kælderen«, skrev vi rundt til hinanden, og så mødtes vi ved trappen hver aften«, siger han og ved godt, det lyder kedeligt.

»Men det var det faktisk ikke, vi havde det altid sjovt. Det var her, jeg fik venner for livet. Hvis man kan have det sjovt i 10 år ved at lave ingenting, så kan jeg love dig for, at man kan have det rigtig sjovt, når der så rent faktisk sker noget«, siger han.

I dag er det stadig en ting for unge drenge i Mørkhøj at flokkes om aftenen og »hænge ud«, fortæller Ardit Aliti. Og når han går forbi en gruppe drenge, der minder ham om hans egne teenageår, kan han godt blive misundelig på det »simple liv«, de lever. For ifølge ham er der intet, der kan måle sig med at være teenager uden ansvar. Det var den opvækst, han selv havde og var glad for.

Han siger, at modsat mange andre rappere har han aldrig oplevet nogen stor smerte eller haft en hærdende og voldsom opvækst.

Foto: Valdemar Ren

I stedet har opvæksten været præget af en kernefamilie, hvor far var buschauffør, og mor gjorde rent. Udover at det er sjovt at høre deres søn i radioen, er de ikke synderligt oppe at køre over hans musik. Det er ikke rigtig deres musiksmag, griner Ardit Aliti.

Til gengæld har forældrene bidt mærke i, at han synger en del om stoffer og fester, men det er ikke noget problem, forsikrer han. De ved, at han er en god dreng, der nok skal klare den, selv om der er lidt udsving en gang imellem.

»Jeg har haft en tryg barndom med støttende forældre«, konkluderer ArtigeArdit om sine indtil videre 24 år i parcelhuset på villavejen i Mørkhøj.

Alligevel oplever han ofte, at folk har forventninger til hans ’dybe’ personlighed, netop fordi han rapper. At han er udadvendt, reflekterende eller har oplevet nogle vilde ting gennem sit 24-årige liv. Men virkeligheden er en anden, mener han. For rapperen ser sig selv som en ganske almindelig dreng fra en ganske almindelig by, der nu har fået succes ved at skrive tekster om følelser, som de fleste almindelige mennesker går rundt med.

Kan et forbillede rappe om hårde stoffer?

På en indhegnet boldbane går to yngre drenge koncentreret og skraber blade sammen. Da Ardit Aliti går gennem porten ind på boldbanen, holder arbejdskoncentrationen op. De to drenge kigger ned i asfalten, indtil den ene ikke kan holde det inde længere.

»Åhh, Artige fucking Ardit«, siger han kækt for hurtigt at kigge ned i jorden igen.

»Haha, hva’ så, mand«, svarer Ardit og svinger albuen op til en coronavenlig hilsen.

Den yngre dreng smiler fjoget til sin ven, da vi går videre, og Ardit Aliti griner, da vi er kommet lidt væk. Han har stadig ikke vænnet sig til, at drenge på den alder er hans fans. Han er jo bare almindelig, siger han.

»Alle de her fester, de her damer/Prøver bar; at løb; væk fra Satan/Men føler altid, at han finder sin vej hen til mig«.

Sådan synger ArtigeArdit i sin sang ’Gothersgade’. Og temaet om at »løbe væk fra Satan« og holde sig fra de mange fristelser er et gennemgående tema i hans sange.

’Fristelse fordærver’ og ’Vildedage’ hedder to af hans album, der handler om den artige dreng, der alligevel bliver lokket ud i noget rod. Ardit Aliti uddyber, at det er vigtigt for ham at skrive tekster, der afspejler hans liv, og skrive sange, som mange andre unge også kan spejle sig i – og det indebærer ofte at indrømme, når man »fucker op«.

»Føler altid, han finder vejen til mig/Finder lege til mig og damer, der vil ta’ streger med mig/Jeg si’r, ’fristelse fordæver’, jeg har sagt det siden dag ét/Jeg’ blevet helt stram, la’ os lige hent’ nogle Xanax«.

At synge ærligt om sine fejltrin har givet ArtigeArdit stor succes og popularitet. Men efter en koncert i Lille Vega gik det op for rapperen, at de ærlige tekster om at »tage streger« og »hent’ nogle Xanax« også kan give bagslag.

Efter den afsluttede koncert opsøgte en 15-årig dreng sit idol og spurgte, om Ardit Aliti havde nogle Xanax på sig, som han måtte få.

»Der forstod jeg pludselig, at jeg har et ansvar over for de yngre drenge. Jeg havde slet ikke tænkt over, at de ser op til mig«, siger Ardit Aliti, der efterfølgende fik dårlig samvittighed over for sit yngre publikum.

»De troede tydeligvis, at det var sejt at tage hårde stoffer. Men jeg har haft forfærdelige oplevelser med de stoffer, og jeg vil virkelig ikke glorificere det. At se den lille dreng tro, at det var cool.. Det var en øjenåbner«.

Foto: Valdemar Ren

I dag synger ArtigeArdit stadig om fester og stoffer, men forsøger i højere grad at vise bagsiden af medaljen. Han er afklaret med, at han ikke kan lave pædagogiske tekster, for det er langtfra et børnevenligt univers, han bevæger sig i. Og egentlig synes han, at mange af hans tekster ikke bør høres af børn under 18 år. Alligevel håber han, at andre kan få noget ud af hans tekster om hans »almindelige følelser og liv«.

Da vi siger farvel, tøffer Ardit Aliti hjemad. Som han går af sted mellem bøgehækkene og parcelhusene med hættetrøjen trukket op over hovedet, ser han ganske rigtigt »helt almindelig« ud.