Meget har ændret sig i København det seneste århundrede. Vi kører ikke længere i sporvogne, vi går ikke i søndagsskole, og lyse spadseredragter er ikke længere nyeste mode.
En ting er dog vendt tilbage fra fordums tid: den totale nedlukning af hovedstaden på grund af en pandemi.
For lidt over 100 år siden – i 1918-1920 – plagede den spanske syge Danmark, og det medførte, at bybilledet i København deformerede sig. Første Verdenskrig havde allerede lagt en dæmper på det blomstrende byliv, men epidemiens indtræden var umulig at overse. Nu var teatre og biografer lukket, og skoler var omdannet til nødkøkkener. Når folk så hinanden på de næsten mennesketomme gader, krydsede de gaden for at holde så stor afstand som muligt. De eneste, som syntes at have travlt, var læger, frivillige sygeplejere og ambulancefolk ... og i kirken præsterne og graverne.
Det anslås, at 15-18.000 danskere døde i perioden 1918-20 af sygdommen, som i dag er blevet overskygget af verdenskrigen i historiebøgerne.
