Et lille lokale. Små arbejdsborde besat af foroverbøjede arbejdende kvinder på stribe. Hundredvis af muligheder. Skal de være røde, spidse, shiny, pastel, shellak, franske eller en forlængelse af dine egne?
Det beslutter du ud fra farvepaletterne, og så kommunikerer du det videre til negleteknikeren, der måske hverken taler dansk eller engelsk.
Cirka 25 minutter senere betaler du i omegnen af 250 kroner kontant eller på MobilePay og går ud af butikken med nye negle og nyvunden selvtillid, fordi du er klædt på til weekend helt ud i fingerspidserne.
Glimmer og plastik er de seneste år skyllet ind over vores negle i forskellige farver og faconer. Herhjemme bliver det båret frem af influencere og popidoler som Tessa og Jada. Internationalt er det kendisser som Cardi B og The Kardashians, der har gjort nailart til en skønhedsmarkør i populærkulturen. Bare på Instagram er hashtagget #nails blevet brugt over 200 millioner gange.
