Det er januars måske sjoveste øvelse: at forudsige mad- og drikketrends for det kommende år. Hvad mon popper op i spåkuglen?
Det er som bekendt ingen eksakt videnskab at spå om fremtiden – hvad bliver hot, hvad bliver i hvert fald not – men her på Ibyen er vi ikke blege for at give den et skud. Vi starter dog med et par friske nyheder fra det københavnske restaurationsliv.
Vesterbros Torv har i årevis føltes som Bermudatrekanten for restauratører med ambitioner, men det vil kokkeduoen Mikkel Egelund (fra franske Pastis) og Morten Kaltoft (fra italienske Osteria 16) gøre op med.
Til februar åbner de Resto Bar i Barbar Bars gamle lokaler, en »italiensk bistro« med de retter, »vi hver især kan lide fra hinandens køkkener«, fortæller Egelund til Ibyen. Det betyder noget med masser af grøntsager og forskellige pastaretter, charcuteri i lange baner og »måske også en god svinekotelet med pommes frites og sauce«. Både til frokost og aften, for »restauranter uden frokoståbning er simpelthen for kedelige«.
