Med udenlandske topnavne som Robbie Williams og den omvandrende yogaøvelse Sting ligner Heartland i år en festival, der bare gerne vil sælge nogen billetter. Det er i hvert fald lige en tand mere poppet end sædvanligvis.
Men der var måske også lige lovlig god plads på landets mest pittoreske festivalplads ved Egeskov Slot på Fyn sidste år?
Uanset hvad, er der noget undervældende over årets internationale line-up, der primært løftes op af danske hovednavne som The Minds of 99, Nik & Jay samt fynske hjemmebanenavne som Mø, Andreas Odbjerg, Lydmor og Prisma.
Fatboy Slim kommer med voksenfesten, The Cardigans med voksenpoppen, og Jack Johnson kan ingen slå sig på, om han så smadrede sin akustiske guitar ned i dit skaldyrsfad.
