Piola Pastificio åbnede på Frederiksberg tilbage i det tidlige forår, og den lille butik, der sælger små mængder håndlavet ravioli og strimlet linguine som takeaway til tilberedning i eget hjem, har på nærmest ingen tid udviklet sig til at blive en af de mest hypede pasta-restauranter, København længe har set.
Måske fordi det har været umuligt at få bord de ganske få dage, parret Johanne Ramskov Erichsen og Antonio Errico (tidl. Mangia) har omdannet butikken til reelt spisested med antipasti i lange baner og selvfølgelig friskkogt pasta vendt i alskens saucer.
Begrænset udbud, stor efterspørgsel og et par rosende omtaler i de glittede magasiner lader i hvert fald til at have fået horder af Saks Potts-klædte brokvarterborgere til at flokkes foran indgangspartiet til butikken, for intet kan bekræfte en hip identitet som et par pastabilleder uden filter på Instagram.
Butikkens restaurant-aftener med fast menu offentliggøres løbende på butikkens SoMe-profiler, så vil man spise med, er det værd at følge med på @piola_pastificio for annonceringer. Andre dage omdannes butikken til vinbar med snacks i løssalg (som regel 35-110 kroner), og ellers har Piola altså også åbent som butik som normalt onsdag til fredag kl. 15-18.30.
