»Gud, vi beder dig give os sindsro og styrke i denne svære tid«.
En håndfuld kvinder i træningstøj og lune trøjer sidder med lukkede øjne og afventende åbne hænder.
Vi er til aftenandagt i Købnerkirken på Amager og har rullet vores yogamåtter ud på kirkegulvet foran alteret. Foran os sidder yogainstruktør Rie Frilund Skårhøj i skrædderstilling. Alterlysene er tændt bag hende, lyset i loftet er dæmpet, nu skal vi dyrke yoga med bøn og meditation.
Der er god afstand mellem måtterne. Vi er kun fem ud af de ti vanlige deltagere. Forud er gået mange dages daglige optrapninger af Danmarks coronaberedskab. Netop denne onsdag aften vil statsministeren holde endnu et pressemøde.
Forventningen er forværring, mens vi sætter os til rette på måtterne for at lægge dagen i seng med en andagt for krop og sjæl og lære, hvordan vi kan bruge yoga og bøn til at finde sindsro derhjemme, når vi ikke længere må mødes mange.
