0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

  • 7.b har fået et helt nyt liv

    På Fløng Skole ved Roskilde har 7.b ikke været samlet siden 11. marts. I seks uger har eleverne modtaget undervisning via portaler, chat og videoopkald. To gange om ugen mødes de til spil i grupper for at holde lidt af den sociale kontakt. Her er de 24 elevers tanker om livet under coronakrisen.

    Stina Grube, klasselærer

    7.b ―

    I sidder der bag skærmen

    Og følger med

    Herfra jeres verden går

    Skærmtiden er suspenderet, udvidet, forlænget, påkrævet

    I fik at vide, at I skulle leve jeres liv i den virkelige verden

    Nu er i online hele tiden 7.b ― påkrævet

    I sidder der bag skærmen

    I savner venner, hverdag, virkeligheden

    I ringer op, retter ind, reflekterer over jeres nye hverdag

    I snakker, skriver, spiller spil online 7.b ― påkrævet

    I savner

    I holder hovedet højt

    I klarer det, for det skal I

    I er midt i historien

    I skriver historien

    I ved det godt, men alligevel er det svært at forstå

    Restriktionerne, afstanden, uvisheden

    Teenagetrætte hoveder i teamsopkald

    Alt er sat i system uden system

    I skal forholde jer til hele verden nu

    Nu, hvor I i jeres liv mest af alt burde forholde jer til jer selv og teenagetankerne

    7.b ― I savner ― I er savnet

    Barbara Egelund Hansen

    Corona har påvirket min dagligdag rigtig meget. Jeg står ikke op og går i skole ligesom i min normale skoledag, og jeg er ikke sammen med mine venner og familie på samme måde. Corona har overtaget verden og dræbt personer som ikke fortjente af dø på den måde. Jeg er ikke i skole sammen med mine venner længere, jeg sidder herhjemme og keder mig hver dag, og hvis ikke jeg er hjemme, går jeg turer med mine veninder og hygger med dem, selvfølgelig på afstand. Det er blevet meget svært at være seks mennesker i et hus hvor der kun er et værelse. Men vi tager det dag for dag.



    Kirsten Christiansen

    Jeg er mere følelsesmæssigt forbundet til mine dagdrømme end noget andet

    Min hjerne kører 500 kilometer i timen, og jeg kan intet gøre for at stoppe mig selv.

    Jeg vil bare så gerne tilbage. Tilbage til mine venner, tilbage til dengang der var mere end coronavirusen i nyhederne, tilbage til de dage alting var simpelt.

    Jeg har brug for et kram mere end nogensinde før. Under de sidste par uger har jeg mistet. Min familie er blevet splittet og otte år af mit liv er pludselig blevet smidt i skraldespanden.

    Jeg har brug for at åbne for, hvad der sker i mit liv, men ærlig talt føler jeg det ikke. Jeg føler ikke smerten, som jeg ved, jeg burde. Jeg siger til mine venner, at jeg er okay, og det føler jeg, at jeg er, selv om jeg dybt inde godt ved, at jeg ikke er det. Mine venner vil gerne hjælpe. Jeg ved, de vil mig det godt. Jeg er ligesom så mange andre stresset. Jeg kan ikke finde ud af at arbejde hjemme. Hvorfor skal corona stå i vejen for mit mentale helbred? Hvorfor kan jeg ikke bare føle mig normal?

    Isabella Sørensen

    Alt hvad man plejede at kunne, kan man ikke mere.

    Hygge med vennerne eller tage ud og spise. Noget så simpelt som det er væk.

    Min mor plejede at sige til mig, at jeg skulle gå ud og mødes med mine venner. Nu siger hun, at jeg nok hellere skulle blive hjemme.

    Hele verden er blevet vendt på hovedet. Alle undrer sig over, hvad der skal ske efter alt det her, om det har en ende, eller om vi skal se vores venner og veninder før sommerferien.

    Alle frygter, om det bliver dem, der bliver syge, eller måske frygter de at miste nogen, de holder af.

    Alle spørger sig selv, hvor lang tid går der mon, før vi kan gå ud igen uden at være bange for at vi skal blive smittet?

    Når vi overhovedet at sige farvel til vores klassekammerater, før sommerferien kommer?

    Måske bliver det værre eller bedre, men en ting er sikkert, vi kan ikke vide noget med sikkerhed.

    Valdemar Moe Rasmussen

    Vi plejer at lave lektier med venner, men nu er lektier hjemme for sig selv.

    Vi plejer at kunne være sammen med venner, men nu må man det ikke.

    Vi plejer at kunne spille fodbold med fodboldholdet, men nu skal man spille alene.

    Vi plejer at kunne være sammen med de ældre i vores familie, men nu kan man ikke.

    Vi plejer at gå ud og spille fodbold med venner og familie, men nu må man være alene.

    Vi plejer at være meget fysiske, men nu er vi bare dovne.

    Matthew Amornchai Kongchana Schrøder

    Mine søskende skal i skole, men det skal jeg ikke, fordi jeg går i 7. klasse. Min far skal på arbejde, men det skal min mor ikke.
    Hver tirsdag og torsdag skal jeg spille spil med mine klassekammerater, og hver dag ringer klasselæreren for onlineundervisning.
    For det meste får vi lektier for, som vi skal lave inden en vis tidsperiode.
    Det er sværere at lave, fordi man ikke får hjælp på samme måde, som hvis man var oppe i skolen.
    Når mine søskende kommer hjem fra skole og min far er hjemme fra arbejde, er dagen næsten normal. Vi tager tit en cykeltur op til skolen, så mine søskende lærer vejen.
    Vi spiller også brætspil nogle gange.
    Men det værste er, at man ikke kan se venner eller familie.

    Rojin Binici

    Vi er nu alle sammen i karantæne.

    Og er nu alle nødt til at gå i onlineskole.

    Det er stort set det, jeg får tiden til at gå med.

    Jeg føler tiden går langsomt i denne her stilhed.

    Hver dag tænder jeg for fjernsynet og håber på noget nyt.

    Men de samme ting bliver sagt. Dag for dag.

    Tiden går langsomt, men tankerne flyver rundt.

    Hvor lang tid skal det være sådan, hvornår finder alle en smule ro?

    Caroline Fuhrmann

    Jeg blev lidt øv over, at jeg ikke kunne se mine venner i 14 dage, men jeg blev også lidt glad, over jeg så ikke skulle i skole.

    Far arbejder hjemme, og min mor er på arbejde, men arbejder også hjemme nogle dage.

    Jeg snakker meget med nogle af mine veninder, som jeg mødte, da jeg var på en lejr i sommer. Jeg prøver at holde mig informeret om, hvad der sker med coronavirus, og om det er blevet bedre. Jeg læser meget og laver mine lektier. Når jeg er færdig med mine lektier snakker jeg nogle gange med mine veninder. Det kan jeg godt lide, fordi jeg føler, jeg bliver lidt tættere med dem.

    Jeg kan godt lide, at vi kan sove længere, men jeg synes, det er nederen, at man ikke kan komme i skole og ikke kan være sammen med sine venner.

    Jeg syntes det er godt, at man ikke skal lave lektier fra klokken 8 til 14.30. Hvis man bliver færdig med sine lektier tidligere, så kan man bare holde fri resten af dagen.

    Nikolaj Gade

    Der, hvor jeg arbejder med skolen, er nu mit skrivebord på mit værelse i stedet for skolen.

    Der, hvor jeg spiller fodbold, er nu hjemme i haven i stedet for på banen.

    Der, hvor jeg taler med mine venner, er nu online i stedet for i skolen og til fodbold.

    Der, hvor jeg er, er nu på mit værelse i stedet for i skolen.

    Der, hvor jeg løber, er nu ude i byen i stedet for på fodboldbanen.

    Der er stille på vejene i forhold til før corona.

    Der, hvor jeg normalt er samlet med hele familien til påskefrokost, er jeg nu kun med min lille familie i stedet.

    Malou Priscilla Nabe

    I coronatiden er alt anderledes. Ingen skole, ingen fritidsaktiviteter og ingen social kontakt. Det gør, at man ikke kan se vennerne, og man bare er låst inde i sit eget hus. Men selv om alt har ændret sig, så er der også nogle gode ting. Man har meget mere tid til at være sammen med familien, (hvis din familie ikke lukker sig inde, og spiller LOL). Og herhjemme har vi for eksempel bygget et udendørs træningsområde, og vi har fået nye havemøbler, som vi har stillet op. Selv om tiden går med noget, er der jo også meget tid til en masse andet. Jeg er begyndt på en ny serie på Netflix og meget af tiden går med det. Det er de største ændringer.


    Emilie Lützen

    Hele min familie er hjemme lige nu. Vi arbejder i hvert vores rum. Vi går tur for at lufte hovedet og for at komme lidt væk fra hjemmet og arbejdspladsen.

    Jeg har onlineundervisning i fag fra min almindelige skole og fra min musikskole i klaver. Jeg har god tid til at læse, strikke og hvad jeg syntes er hyggeligt. Jeg bruger FaceTime, når jeg er sammen med venner eller familie, for at vi kan mødes hver for sig.

    Jeg synger tit med, når der er sang i fjernsynet. Min familie og jeg spiller spil som ’Exit’, som er et escape room, man kan spille hjemme.

    Mathilde Hingstrøm Graversen

    Mine søskende arbejder på hver deres værelse.

    Min familie spiser frokost sammen.

    Der er nu mere tid til at være i haven.

    Vi begynder at kede os mere.

    Nu kan man mærke stilheden i hele huset.

    Vi har undervisning over en skærm.

    Mine venner og jeg ses nu over FaceTime, så vi kan være sammen, men hver for sig.

    Vi rydder mere op.

    Vi vasker vores hænder mere, end vi gjorde før.

    Nu bliver der hørt flere nyheder, så man kan følge med i, hvad der sker.

    Ingen har en normal hverdag.

    Alle vores planer bliver aflyst.

    Alle holder nu afstand til hinanden, så vi ikke bliver smittet.

    Karla Andrea Branth

    Corona har sat hele verden på pause. Den 27. februar blev den første dansker testet positiv. Mine forældre blev bekymrede på mine og min brors vegne. Jeg måtte ikke mødes med mine venner indenfor, det skulle være udenfor. Jeg måtte højst være sammen med to personer. Min far tager nogle dage på arbejde, når der er brug for ham. Andre dage arbejder han derhjemme. Min mor arbejder kun derhjemme.

    Mine dage blev længere, men det skyldes kun kedsomhed. Man kunne ikke gå nogle steder hen, man kan ikke være sammen med sine venner, af frygt for at blive smittet eller være smittebærer. Vores liv blev vendt på hovedet på en enkelt dag. Men samtidig synes jeg, at det er fint nok, da vi får den ro, vi har brug for når vi skal arbejde. Vi kan få hjælp af vores forældre, hvis der er noget, vi har brug for hjælp til.

    Vi kan beskytte de svage ved at lukke Danmark så hurtigt som muligt. Dog havde jeg ikke regnet med, at hele Danmark ville lukke. Det var en beslutning, der blev taget meget hurtigt, og hverdagen blev lidt sværere. Man skulle forholde sig til en helt masse ting.

    Men vi må ikke give op.


    Tobias Esmark

    Man savner sine venner.

    Det er besværgeligt med onlineundervisning.

    Man kan ikke få hjælp på samme måde.

    Man savner det normale.

    Det er mærkeligt, man skal holde afstand.

    Det er mærkeligt ikke at være i skole.

    Man savner at være sammen med sine venner.

    Det er også mærkeligt, at alt handler om corona.

    Man savner skolen.

    Man savner fodbold.

    Man savner holdkamaraterne.

    Det er også mærkeligt, at man hele tiden skal tænke over ting som at holde afstand og at vaske hænder og alt det der.

    Generelt savner man bare, at tiden får corona.

    Mie Marie Vesterløkke

    Coronatiderne er svære. Man må ikke være for mange sammen, skolerne er digitale og vennerne er på FaceTime. Man kan ikke se sine venner og familie. Mit værelse er blevet mit klasselokale og min kælder er blevet et træningsrum. På den gode side har jeg knyttet et bånd med min nabo, vi har været mere sammen og vi har lært hinanden lidt bedre at kende. Det meste af min fritid har jeg gået tur med mine forældre, fordi de synes, jeg bruger for meget tid foran computeren. Mange fødselsdage er blevet aflyst. Min storebrors 18-års-fødselsdag er blevet aflyst, min farfars 70-års-fødselsdag er blevet aflyst og min 14-års- fødselsdag bliver nok også aflyst med alt det, der foregår.


    Lucas Juul Andersen

    Corona har gjort mig doven. Corona har gjort, at jeg ikke kan se mine venner. Corona har gjort, jeg får 3 gange så mange lektier for. Corona har gjort, at jeg ikke kan komme i skole. Det var sjovt de første to uger, men nu er det også blevet for meget. Jeg gider ikke blive flækket med lektier mere eller dovenskab.


    Jessica Dina Zartov Kustosz

    I den her tid, prøver jeg at blive ved med at være i mine rutiner. Jeg er begyndt at træne meget mere og fokusere på mig selv. Som regel plejer jeg at snakke og skrive med alle mine venner og veninder for at få noget kontakt til dem også.

    Mig og min familie har set lidt forskellige familiemedlemmer og venner også. Det er kedeligt at sidde hjemme, så vi har prøvet at komme så meget ud, som vi kan. Min lillesøster er lige startet i skole, så det har der været lidt stress over, men vi klarer os igennem det. Jeg har fået lavet mine lektier, men jeg har stadig travlt med nogle lektier, så det er en ting jeg tænker meget over.

    Mig og min søster har lavet noget forskelligt i køkkenet hver uge, så det har også været rigtig hyggeligt, men alt jeg har lyst til lige nu, er at se mine veninder. Min telefontid er gået op, fordi jeg ikke har noget bedre at lave, end at sidde med den.

    Alt i alt glæder jeg mig bare til at se alle igen.

    Mikail Ihsan Güzel

    Jeg synes, at det var fedt i starten, men efter et stykke tid begyndte jeg at savne mine venner og lærere. Jeg synes, at det var nødvendigt at lukke Danmark ned for at stoppe smitten. Heldigvis er min familie og jeg ikke blevet smittet. Mit værelse er blevet min skole. Jeg savner fodbold. Jeg glæder mig til den 10. maj og håber ikke, at nedlukningen bliver forlænget. Jeg har haft online kontakt med mine venner og lavet mine lektier sammen med mine venner online.

    Lea Holm Benattia

    Kære dagbog.

    Der er nu gået en måned siden Danmark lukket ned. Butikker har åbnet og lukket og så åbnet lidt igen.

    Der er blevet sat stramme regler, som højst ti mennesker må være sammen ad gangen, alle skal holde sig på to meters afstand og caféer, restauranter og værtshuse kan få store bøder hvis de holder åben for servering.

    Sociale medier er fyldt med memes, jokes, parodier og sange om corona.

    Folk er blevet stresset af corona. Folk er bange for corona. Folk keder sig på grund af corona.

    Men der er også folk, der er glade. Man har lige pludselig tid til alt det, man ikke havde før. Man kan endelig færdiggøre det projekt, der har ventet i flere år, og man har mere tid med familien. Nu kan man endelig se den serie, man altid har villet start på, men ikke havde tid til.

    Alle er alene sammen.

    Sara Najib Zeynal

    Jeg tænker tit på, hvordan jeg for bare nogle måneder siden ikke anede hvad Covid-19 var. Jo tættere vi kom ind i det nye år, jo værre blev det. Jeg husker stadig, da der kun var 16 smittede i Danmark. Nu er over 6.000 mennesker smittede. Det er utroligt, hvordan det er blevet spredt så hurtigt. Det eneste, jeg kan gøre lige nu, er, at se frem til den dag vaccinen til Covid-19 er fundet.

    Nu har hele Danmark været i karantæne i lidt over en måned og mit værelse er nu blevet til det sted, hvor jeg tilbringer det meste af min tid. På denne forfærdelige tid, så tror jeg ikke de fleste af os har lavet så meget. For at trække tiden ud, så har jeg egentlig bare set nogle serier og film, jeg har snakket med mine veninder over FaceTime lidt her og der og så har jeg brugt dobbelt så meget tid på de sociale medier, end jeg plejer. Jeg prøver at holde mig så langt væk fra nyhederne som muligt, da jeg bare prøver at få det bedste ud af denne situation. Så længe jeg har mine serier og film, så skal jeg nok klare den.

    Sebastian Kjærsgaard Jensen

    Det er kedeligt.

    Det er deprimerende.

    Hjemmearbejde er ikke fedt.

    Man går altid en dag og håber, at det snart stopper.

    Man går altid en dag og håber at være fri uden at tænke på at blive smittet.

    Det var fedt nok at blive hjemme i starten, men nu er det bare kedeligt.

    Mange troede nok ikke, at det ville gå så langt.

    Man går altid en dag uden et formål.

    Tiffany Dupont Husted Laursen

    Før corona gik man i skole hver dag og sad sammen med sin klasse. Nu sidder man derhjemme på værelset helt alene.

    Før Corona gik man ud med vennerne og familien. Nu sidder man derhjemme og FaceTimer, hvis man vil se hinanden.

    Før var der altid rodet på værelset. Nu er der næsten altid rent.

    Før lavede man næsten altid noget. Nu har man næsten tid hele tiden.

    Før holdt man og kom til fødselsdag mange mennesker. Nu må man kun være ti samlet.

    Man nåede slet ikke at sige farvel til de nære, for lige pludselig var alt bare lukket ned og så skulle man blive hjemme.

    Victor Ragn Pfeffer

    Jeg savner rigtig meget skolen, jeg savner mine venner, men heldigvis kan jeg spille online sammen med dem, så er det næsten som at være sammen.

    Når jeg skal være aktiv, så står jeg på rulleskøjter, løber og spiller fodbold med min familie og et par venner.

    Jeg savner skolen rigtig meget og glæder mig til at komme tilbage og være sammen med mine venner. Jeg savner også at have en hel normal undervisning, hvor vi er sammen med lærerne. Faktisk savner jeg alt ved skolen.

    Da Danmark lukkede ned, sagde jeg »yes«, men nu har jeg fundet ud af, hvor meget jeg egentlig savner skolen og vennerne.

    De første par uger var hele min familie også hjemme, så der lavede vi et skema, hvor min mor sagde, hvad vi skulle lave i løbet af dagen. Men efter påske skulle min familie igen på arbejde og i skole, så nu er jeg alene hjemme. Heldigvis har vi onlineundervisning, så vi har da lidt kontakt med klassen og lærerne.

    Marcus Weber Zeyn

    Jeg står op klokken 8 og spiser morgenmad 8.30. Så ligger jeg og ser noget YouTube og laver lektier. Efter det maler jeg sammen med min familie rundt om hele vores hus.

    Så løber jeg, fordi vi har fået et træningsprogram af vores træner og det er forskelligt for hverdag, hvad vi skal lave. Tirsdag og torsdag skal vi tale sammen med fodboldholdet og jonglere 400 gange, og det er hyggeligt. Efter det taler jeg med nogle venner i et par timer og derefter spiser jeg aftensmad sammen med min familie, inden jeg taler med mine venner igen.

    Så går jeg i seng.


    Felix Schytte Holmlund

    Inden corona var jeg i skole. Nu er jeg bare der hjemme

    Før var jeg altid frisk og gik til træning. Nu er jeg doven og sidder bare og spiller.

    Før corona arbejdede min mor nogle gange hjemme. Nu arbejder min mor og min far hele tiden hjemme.

    I starten af corona synes jeg, at det var sjovt fordi man skulle være hjemme. Nu synes jeg, at det er begyndt at blive kedeligt.


    Læs mere: