0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

For disse seks danskere er Trump fredens præsident, der skaber synlige resultater

2. oktober 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Højreorienterede politikere. En finansmand. En studerende, der bliver råbt ad på gaden. Spirituelle sjæle, for hvem det hele handler om en stor, magtfuld konspiration. Og en lektor, der vil gøre op med fordommene. Donald Trump er USA’s præsident, men han har tilhængere overalt.

Politiken tegner her et portræt af seks danskere, der er nok så forskellige, men enige om én ting:

Four more years.

Rikke Louise Andersens holder sin smartphone i hånden. Hun er vred. Hun viser rundt på en skole og filmer imens. Videoen bliver sendt direkte på Facebook og vil blive set af tusinder.

»Jeg vil vise jer, at der er blevet sat en 5G-mast op. Her i skolegården i Ramløse. Nu vender jeg det her kamera, så kan I selv følge med (…) Hvis I har børn, der går på den skole her, så synes jeg, I skal kontakte skoleledelsen«.

»Det er fuldkommen uhørt, man placerer sådan noget her«, siger Rikke Louise Andersen.

Hendes hund Coco logrer og tripper gennem billedet.

»Jeg synes, vi burde sætte sådan en 5G-mast direkte inde i Folketinget og så skrue op for det signal!«.

Rikke Louise Andersen har fået en fast følgerskare. Flere gange dagligt deler hun opslag, som ses af andre, som er skeptiske over for myndighederne og medicinalindustrien. Den nye verdensorden. Corona. 5G. Og mainstreammedierne. Sidstnævnte har endda fået sin egen forkortelse: M-S-M.

»Når folk bliver censureret på sociale medier, så giver det et skub til vores holdninger. For ‘we are the news’. I dag er det os, der er journalisterne«.

Rikke Louise Andersen bor i et hus i Vordingborg, hvor hun viser rundt.

Her er både en helende sauna med infrarøde stråler, et udendørs fitnesscenter og vitaminberigede vingummier.

I et rum ligger kabler og mikrofoner hulter til bulter. Noget på gulvet, andet på bordet. Snart skal her være et videostudie, så Rikke Louise Andersen kan nå længere ud. For mainstreammedierne ejer ikke længere sandheden.

Hun er ikke så god til det med teknik og kigger på Politikens udsendte.

»Kan I hjælpe mig med at sætte kablerne til?«.

Coronakrisen har forandret 38-årige Rikke Louise Andersens liv. Hun har i flere år ernæret sig som foredragsholder. Men det er nu sat på pause. Indtægten fra en bolig, hun ejer og lejer ud, er det eneste, der holder hende økonomisk oven vande.

For seks år siden endte hun i milliongæld, efter et byggeprojekt gik helt galt, da det viste sig, at grundens jord var forurenet. Hendes far måtte stille garanti i banken.

Den økonomiske krise blev en livskrise og fik stor betydning for Rikke Louise Andersen. Hun sadlede om, fik et job inden for marketing i skønhedsindustrien og blev gældsfri. Hun skrabede hundredtusinder af kroner sammen til et undervisningsforløb hos den verdensberømte coach JT Foxx. Han holder foredrag over hele verden for dem, der drømmer om at være succesfulde – og allerhelst rige.

Via JT Foxx har hun mødt nogle af verdens mest celebre mennesker. 50 Cent, Dr. Phil, John Travolta og mange flere. Hun lærte også, hvordan man driver forretning, hvordan man taler, og hvordan man skaber succes.

Tre år senere var hun gældfri og præsenterer sig i dag på sin hjemmeside som hoteludvikler, oplægsholder, #bosslady.

Hun er mor til to.

Kærligheden til USA og den amerikanske drøm har været en konstant gennem Rikke Louise Andersens liv. I Amerika er der ingen jantelov. Nej, der findes farverige mennesker, der tør tale åbent.

Rikke Louise Andersen har bare lettere ved at tale med amerikanere end danskere. Måske er det derfor, hun fik øjnene op for Donald Trumps kvaliteter. Noget, danskerne ikke forstår, og som provokerer dem voldsomt.

Men Trump kæmper for en fri verden, siger Rikke Louise Andersen. Det samme gør hun selv. Hendes store ønske er, at hendes børn skal leve i et frit samfund.

»Vi skal ikke være bundet op på, at vi skal mene noget bestemt«.

»Jeg har altid haft et brændende ønske om at skulle noget mere. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at komme ud af hamsterhjulet. For jeg vil ikke være slave af andre«.

Kampen for børnenes fremtid har bragt Rikke Louise Andersen i clinch med musikindustrien. Den slavegør vores børn med sataniske budskaber. Se bare Katy Perrys musikvideo til sangen ‘Bon Appétit’.

»Hun bliver serveret for mændene, som var hun et stykke kød«, siger Rikke Louise Andersen. Hun får kvalme af den slags. Skulle det være en god rollemodel for børn?

Langsomt, men sikkert har hendes børn lært at forstå, at morens forbud mod TikTok og musik med antikristne budskaber er kærligt ment, siger Rikke Louise Andersen:

»Jeg er helt vildt stolt som mor. At jeg har vist dem, hvilken retning jeg ønsker. Vi skal i en positiv retning. De mørke kræfter skal ikke sejre. Det skal lyset«.

»I Danmark har vi solgt ud. Af moral. Holdninger. Virksomheder. Vi skal tilbage til vores traditionelle værdier og gøre Denmark Great Again«.

Men hvad så med Trump og ’grab them by the pussy’?

Rikke Louise Andersen er ikke i tvivl. Danskerne er blevet forblændet af mainstreammediernes ensidige fremstilling af præsidenten. ‘Grab them by the pussy’ gør ikke Trump til kvindehader. Tværtimod kæmper Trump for de stærke kvinder.

Det er ikke Trump, men den seneste feministiske bølge, der er skyllet ind over USA og verden, der er problematisk.

»Vi er jo allerede stærke som kvinder. Så bølgen får en negativ effekt, og vi bliver udstillet som svage«.

»Der sidder så mange fantastiske kvinder derude, der er stærke individer. Det er en stor udfordring, at kvinder skal maskuliniseres. For jeg er jo stærk i mig selv som kvinde. Men jeg har også brug for en stærk mand ved min side. For børnene har brug for rollemodeller. Jeg ønsker at have min egen frihed, men jeg har stadig også min plads. Og det gør mig ikke svag«.

Rikke Louise Andersen stoler ikke på MSM. For hvorfor tør de ikke stille kritiske spørgsmål?

Hvad betyder Trumps kamp mod Nato, WTO og ’new world order’ for verden? Hvem var det helt præcist, der stod bag nedlukningen af Danmark? Hvorfor er det, danskerne i stadig højere grad hader Trump og USA, mens de bliver gladere for Kina? Hvorfor er det, at kinesiske selskaber har sat sig på en stor del af vores privatliv? Hvorfor udbreder Huawei 5G-teknologi? Hvorfor modtager vi hjælp fra landet, hvor coronavirussen kommer fra?

»Kronprins Frederik og Magnus Løgnicke (sic) stod for nogle måneder siden og modtog værnemidler i lufthavnen«.

Især stoler hun ikke på fremstillingen af Trump i MSM.

»Man kan tydeligt se det på Trumps kampagne, der bliver censureret af medierne. Hvorfor er det, man går ud og udstiller den mest magtfulde mand i verden så negativt? Hvilke sandheder er det, man prøver at tilbageholde?«

»Jeg kan kun gisne om, hvad både Donald Trump og hans familie har gennemgået af grusomheder. Jeg kunne godt tænke mig at møde ham og fortælle ham, hvor dårligt lys danske medier prøver at sætte ham i. Men vi er heldigvis folk herhjemme, der prøver at ændre det narrativ«.

Og netop derfor er det vigtigt, der kommer styr på studiet hjemme i Vordingborg.

Så Rikke Louise Andersen kan lave sine videoer. Om de tre sandheder, der ifølge hende findes.

Din sandhed, min sandhed. Og sandheden.

Der er noget ved grænselandet, der får én til at føle sig en smule mere dansk end ellers. Dannebrog vajer ofte foran husene.

Udsigten over Flensborg fjord fra Søren Hviid Pedersens højskolebolig med guldindrammede landskabsmalerier er storslået.

»De kalder os den sorte højskole. Den eneste rigtigt borgerlige højskole i Danmark«.

Søren Hviid Pedersen er 54 år gammel. Eller midaldrende, hvid akademiker, som han kalder sig selv.

Efter et mangeårigt lektorat i statskundskab ved Syddansk Universitet underviser han i dag på Rønshoved Højskole ved Kruså. Her kommer både danske og udenlandske studerende, og de er ikke sjældent af venstreorienteret tilsnit.

»Det er ikke helt uklogt at lytte til dem, man er uenig med, når man skal skærpe sine argumenter«, forklarer højskolelæreren.

I hans optik er Donald Trump »det amerikanske svar på Grundtvig«.

Intet mindre. En mand for folket. Af folket.

»Grundtvigs mission var at give almuen, de almindelige mennesker, bønderne og de tyende en stemme. Det var det, han ville med højskolerne. En folkelig mission, der skulle skabe sammenhæng på tværs af landet. Trump vil det samme. Han lytter. Ikke til eliten, men til almindelige mennesker. Han vil skabe et folk, for først når folket er samlet, kan man løse deres problemer«.

Trumps mission er national. Men ikke nationalistisk.

Heri ligger en afgørende distinktion, advarer Søren Hviid Pedersen, da Politiken spørger, om et stærkt øget fokus på det nationale ikke minder lidt om starten på tidligere historiske tragedier.

For det nationale er ikke farligt. Tværtimod. Totalitære systemer fødes ikke ud af det nationale, men af store, universelle ideologier som nazisme og kommunisme. Lande, der hviler i sig selv, respekterer derimod hinanden, og et eksempel ligger da også lige for:

Trump har netop holdt USA ude af krige. En fredselskende præsident. Omend fredens mand til tider kan være ganske vulgær.

Hans kvindesyn falder ikke i Søren Hviid Pedersens smag. Men han er mere rationel end Joe Biden, der er mere idealistisk indstillet.

Det skræmmer Europa, i en sådan grad at det forblænder.

Vi bliver med andre ord bange for Trump, selv om de nationale strømninger også er at finde hjemme hos os selv.

Og i allerhøjeste grad i Søren Hviid Pedersens hjerte.

Så bange, at en støtteudtalelse til Trump er at sammenligne med at kaste sig over en debat om den palæstinensisk-israelske konflikt.

Søren Hviid Pedersen har bøger stående hulter til bulter. Noter ligger her, der og alle vegne. Hans ord flyder roligt og med tydeligt markerede pauser.

Man kan mærke, at Søren Hviid Pedersen har brygget længe på det, han nu skal til at sige:

»Forholdet mellem Europa og USA er som et forhold mellem forældre og et barn i puberteten. Europa repræsenterer forældrene. Barnet USA. Hvor Europa har historie, erfaring og en ældgammel civilisation, er USA derimod nyt og har kun eksisteret siden 1776. USA er stadig under udvikling, og det skaber mange kommunikationsproblemer. Det tror jeg roligt, man kan sige«.

»Trump har ikke noget ønske om at sprede sig imperialistisk ud i verden. For mange repræsenterer han noget ildevarslende nyt. Men Trumps USA repræsenterer noget, der altid har været der. Noget, der har været fortiet og glemt, og som nu kommer voldsomt frem. Nemlig drømmen om et USA som en nation med interesser, der ikke blot repræsenterer universelle værdier som menneskerettigheder og demokrati«.

Et land på lige fod med dem, vi kender fra Europa.

»Et land, der først og fremmest hjælper sit eget folk, før man drager på korstog ude i verden«.

Søren Hviid Pedersen bemærker en detalje ved det enorme Stars and Stripes, Politiken har medbragt til fotograferingen.

»Det må jeg sige. De helt rigtige farvenuancer«.

Han tager flaget mellem sine hænder.

»Hvor har I skaffet det?«

Donald Trump har ikke bare gjort det rigtige. Han har sat alt det i værk, Asger Aamund selv ville have gjort.

For i USA har de fået en forretningsmand som præsident. Ikke en levebrødspolitiker.

Levebrødspolitikerne er procesorienterede. Hvis de kan skabe en konsensus, så er det resultat nok for dem.

»Men det er en degradering af politisk arbejde. At man ikke ser på resultatet, men kun på, at det handler om at blive enige om noget«.

Trump sætter sig derimod mål. Lægger planer. Skaffer lavere skatter og regelforenklinger. Vil have færre processer og flere mål. Mindre polemik og mere praktik.

»Han sætter sig op på cyklen. Kommer derudad«.

Asger Aamund er selv forretningsmand. Allerede fra de unge år viste han lederevner, og han har et cv fyldt med topjobs. Koncerndirektør i Rockwool. Bestyrelsesposter i biotekselskaber. Paneldeltager i ’Mads og Monopolet’. Klummeskribent i flere danske aviser. Og en af de få landskendte stemmer, der bakker op om Trump.

Han viser rundt i sit »lille anneks« på 180 kvadratmeter i Hellerup. Han har godt nok ikke »8-9 au pairs som de andre i kvarteret«.

Til gengæld har han »verdens bedste æbler« i haven.

Debatten om Donald er fordrejet i det socialdemokratiske Danmark, siger den 80-årige erhvervsleder. Så grelt står det til, at ikke engang borgerlige politikere tør bakke op om den amerikanske præsident.

Trods de klare resultater, som Trump ifølge Asger Aamund har opnået.

»Han har skabt 7 millioner flere jobs. Før coronakrisen var der helt op mod 500.000 jobs, der ikke kunne besættes, fordi der var så mange, der var kommet I beskæftigelse«.

Vækstrater. Data. Statistik og dokumentation er afgørende for Asger Aamund. Han giver ikke meget for mediernes påståede politiske neutralitet og læser derfor »lidt af det hele«.

Asger Aamund griner.

I et hjørne af stuen står en gammel udgave af brætspillet Besserwisser og samler støv. Hvad skal man bruge det til, når man selv synes, man har styr på sagerne.

Amerika fylder meget i Asger Aamunds liv.

Gennem mere end 30 år rejste han frem og tilbage over Atlanten. Han husker, hvordan Donald Trump blev en, man talte om, da han bød på renoveringen af en kendt skøjtebane i New York City. Eller rettere: underbød de andre og gav et tilbud til den halve pris. En stor succes for forretningsmanden, om end Trump mødte kritik for at bruge underbetalte polske arbejdere.

Den negative presse dengang kunne have skræmt og præget Trump.

Men han besidder en »noget afstumpet« personlighed, der afholder ham fra at føle frygt, mener Asger Aamund.

Afstumpet?

Det lyder ikke som en mand, der bør styre verdens mægtigste militær.

Men ifølge Asger Aamund er det faktisk en fordel. Hvor Obama gik efter at opføre sig pænt og have en »ren straffeattest«, går Trump efter målet. Også når det gælder »røde Kina«, som Asger Aamund har besøgt.

Præsidentens mission er at få Kina til at rette ind. Lave fair økonomiske aftaler. Forstå, at man skal spille efter reglerne. Det kræver hårde metoder.

»Jeg har fået mig en Make America Great Again-hat, som jeg stolt går med på tennisbanen I Tisvilde«.

Asger Aamund har den kun på, når han spiller mod sin amerikanske modstander. En filmprofessor med sommerhus i Danmark. Han er dansk gift og stor tilhænger af Obama og Biden. Hele Det Demokratiske Parti og det, de står for.

»Når han ser mig med den hat på, er han nærmest ved bryde sammen«.

»Så er han jo nemmere at håndtere på tennisbanen«.

Der var engang, da Tristan Thomsen kaldte sig socialist. Han stemte trofast Enhedslisten. Da Barack Obama blev præsident, var han sikker på, at en bedre verden lå lige om hjørnet.

Men så skete der noget, der skulle ændre den 47-årige mands syn på verden, på USA, på livet, på ...

Ja ...

Snart sagt alt. For Tristan Thomsen er ikke blot Trump-støtte af hele sit hjerte. Han er tilhænger af en af tidens store konspirationsteorier: QAnon.

»De næste år bliver de vildeste i verdenshistorien. De vildeste«, siger Tristan Thomsen igen og igen til Politikens udsendte.

Måske har han kunnet ane en vis skepsis i Politikens udsendtes ansigtsudtryk. For Tristan Thomsen fortsætter:

»Ja, I kommer jo nok til at tænke, at jeg er skør, efter I har hørt de ting, jeg vil fortælle jer. Men det generer mig ikke. Jeg tænkte jo som jer engang«.

I en penthouselejlighed, der er som taget ud af et Bo Bedre-katalog, bor Tristan Thomsen alene, komplet med tagterrasse. Bygningen er udviklet af en lokal entreprenør, han kender, og hedder ‘The White House’.

Den ligger centralt i Kolding, ikke langt fra det bosted, hvor Tristan Thomsen arbejder som pædagog.

Anton Corbijn-fotografier i høj kontrast af yndlingsbandet Depeche Mode hænger over sengen. Det samme gør et stort maleri af Jesus i psykedeliske farver. Zenbuddhistisk bambusfløjtemusik strømmer ud af en højtaler over for bogreolen, hvor krystalpyramider står ved siden af en rumvæsenlampe.

Tristan Thomsen støtter Donald Trump af en lang række årsager. Trumps økonomiske politik har bragt USA på rette kurs og hjulpet de lavere samfundslag. Tristan Thomsen kalder Trump antiracist, fordi hans politik har hjulpet sorte amerikanere. Den grove udnyttelse af illegale indvandrere og trafficking har Trump også sat ind over for, mener han og fremhæver stolt det fysiske bevis: Konstruktionen af en grænsemur mod Mexico.

Og så lytter Trump til folket, ikke til eliten. Tværtimod er han et redskab, der på revolutionerende vis skal tage kampen op mod den globale verdensorden. Den dybe stat. Eliten.

Tristan Thomsen er tilhænger af konspirationsteorien QAnon. En teori, der i forsimplede træk går ud på følgende:

Verden er styret af en global magtelite, en konspirerende verdensorden. Den kaldes ‘deep state’, og det er reelt den, der bestemmer alt i verden, også i USA.

Men der er et håb: En gruppe med højeste sikkerhedsgodkendelse (niveau Q, deraf navnet) søger at bekæmpe den dybe stat, og de har brug for en, der kan hjælpe dem.

Det kan Donald Trump.

Fordi Trump ikke vil acceptere den traditionelle magtelite, og derfor har de kørt ham i stilling til at bekæmpe den. Magteliten og den dybe stat dækker også over en satanisk pædofiliring, der blandt andet består af Hillary Clinton og Jeffrey Epstein. Her har du forklaringen på, at Trump for tilhængerne er en helt. Og fremviser skilte, hvor der står ‘Save the children’, i hænderne på demonstranter til Trump-rallies.

Teorien bygger videre på new world order- og frimurerkonspirationer. Mange af dem lige så gamle som vores politiske system. Bevægelsen har hundredtusinder, ja, måske endda millioner af tilhængere verden over. De sidder klar, når den anonyme ‘Q’ udgiver nye oplysninger. De såkaldte ‘Q-drops’. Selv politikere, der er på valg til Kongressen i USA, læser med.

Tristan Thomsens verdensbillede begyndte at forandre sig i 2017. Samme år som QAnon-konspirationen opstod på internetforummet 4Chan.

»Flere af de blogs og alternative nyhedskanaler, jeg fulgte, begyndte at beskrive Trump som en ‘lightworker’. En, der har en helt central rolle i den store opvågning, verden er midt i«.

I begyndelsen var Tristan Thomsen meget kritisk:

»Jeg læste og undersøgte emnet grundigt. På min rejse fandt jeg ud af, at mainstreammedierne står bag organiserede falske nyheder rettet mod Trump. Du hører kun om de dårlige ting, han har lavet. Aldrig de gode«.

Da Tristan Thomsen så alt det gode, Trump også havde gjort, og at kampen mod magteliten også ville hjælpe de mennesker, eliten har trælbundet i den tredje verden, greb det om sig.

»Jeg er ikke typen, der kun læser et par sider i et Anders And-blad og bliver fan med det samme«.

Han researchede i lang tid. Vennerne havde svært ved at forstå ham. Det lød småskørt.

En dyb, satanisk stat, der ligefrem støtter pædofiles ugerninger? Som styrer os alle sammen, uden vi ved af det? Som skal omstyrtes af Trump? Det giver ingen mening.

»Se de uredigerede pressemøder live. I er jo ikke styret af den dybe stat, men jeres chefer er«.

Hvad nu, hvis I tager fejl?

»Alt, der er blevet forudsagt af Q, er sket indtil videre. Så det er ikke en mulighed«.

Som tiden gik, er Tristan Thomsen blevet stadig mere imponeret af Trump. Han er ikke blot en handlingens mand, men også fredens.

»Han har trukket tropper ud af Syrien, talt fred med Nordkorea, ja, han er slet ikke interesseret i krige. Fire år mere til Trump betyder fire år mere med fred. Trump gør alle de gode ting«.

I dag kalder Tristan Thomsen sig omvendt. Han er vågnet.

Så nu, hvor vi ved, hvornår Tristan Thomsen vågnede, spørger Politiken, hvornår Q har vundet.

Er det ved valget i november?

Fire år mere til Trump er blot en start. Når magteliten en dag bliver infiltreret og revet op med roden, ligger der andre sandheder og venter.

For som Tristan Thomsen siger, så er vi ikke alene her på jorden.

Der er nemlig reptiler iblandt os.

»En højt udviklet race, som snylter på menneskeheden, vores kroppe og vores ressourcer«.

Og som holder os i skak i en intergalaktisk kamp.

Et frisk pust over USA og verden. Sådan ser Tobias Weische USA’s præsident, Donald Trump. Selvfølgelig skal han have en valgperiode mere for at ’fortsætte det gode arbejde’.

Et frisk pust? Den skøre mand med det orange hår. Kvindehaderen. Narcissisten. Tobias Weische kender godt de flestes billede af Donald Trump. Men for Tobias er præsidenten en figur, han kan spejle sig i.

Ja, måske endda et forbillede – et nationalkonservativt forbillede, der ikke skeler til den traditionelle højre- og venstreakse, men er noget tredje.

»Han sætter sit eget land foran alt andet, og det er jeg stor tilhænger af. Og det fører jo også gode ting med sig ude i verden. Se blot, hvad der skete med de europæiske landes forsvarsbudgetter, da Trump truede med at lave ballade i Nato. Og prøv at tænke på Grønland. Hvis Donald Trump ikke havde sagt, han ville købe landet, havde vi jo næppe haft en så stor diskussion om, hvor meget Rigsfællesskabet egentlig betyder for os«.

Tobias Weische taler som en trænet politiker. Roligt, overbevisende, klart. Men han er kun 22 år. I maj blev han landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom.

For tiden bor Tobias Weische i sit barndomshjem, et orange murstenshus i Frederikssund, mens han læser en bachelor i historie på Københavns Universitet. På sit værelse har han enorme valgplakater med vellignende portrætter. Af sig selv.

STEM UNGT.

DER SKAL VÆRE EN GRÆNSE.

Hans mor og far stemte V og DF. Tobias Weische har altid gerne villet se USA. Men det var ikke rigtig noget, synes forældrene. Det lå i tiden, at USA var et skræmmebillede. Et land, der førte krig. Et land uden et velfærdssystem. Men med konservative værdier omkring familie og tro og retten til at bære våben.

Tobias Weisches onkel sad i byrådet for Venstre og fik ham ved folketingsvalget i 2011 til at se partilederrunden. »Han håbede jo nok, jeg blev Venstremand.«

Men det var ikke Lars Løkke Rasmussen, der gjorde indtryk. Det var Pia Kjærsgaard. Hun talte Danmark op. Ikke ned. Og hun talte om de problemer, Danmark stod over for kulturelt.

Tobias Weische gik ind i DFU. Forældrene var støttende, men også nervøse. For i en lille by løber rygtet stærkt.

De råbte ad ham på gaden i Frederikssund. Til et debatmøde på et gymnasium fik han smidt vand i hovedet. Der blev tegnet hagekors i en dugget rude på forældrenes bil.

»Hvis det er deres bedste argument, så har de virkelig ikke meget at komme med. Dem, der prøver at bekæmpe ytringsfrihed med vold, de er de sande antidemokrater«.

Dansk Folkepartis Ungdomsorganisation vil gerne føre kulturkamp i Danmark med temaer som antiislam, kernefamilie og kristendom. Derfor taler Trump til Tobias Weische.

Når Donald Trump kæmper mod illegale indvandrere og islam og er modstander af, at informationsskilte i De Forenede Stater skal være på både spansk og engelsk, kan DFU-formanden bruge det. For den slags skal holdes på ét sprog. Det skal være det, de fleste taler.

Når aktivister river statuer ned i en antiracistisk rus, hepper Tobias Weische på præsidenten og kampen for at bevare historien.

»Så vi kan blive klogere af den«.

Økonomisk politik er ikke det vigtigste for formanden. Det er kulturkampen. Økonomi går op og ned.

»Men hvis vi først taber kulturen og overgiver os til det multikulturelle, får vi aldrig vores land tilbage«.

Faren sidder ude i haven. Han er håndværker, og han er lige kommet hjem fra job. Han har selv bygget huset.

Tobias Weische går ud i haven til faren. Plukker et æble.

»Jeg gik ind i politik, fordi jeg er bekymret for, at mit land mister det, der er det bedste ved det. Nemlig at det er dansk. At vi sætter pris på demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Når jeg går uden for mit hjem, kan jeg se, at der er steder i Danmark, hvor det ikke er tilfældet. Og det skyldes primært den ikkevestlige indvandring.«

På gulvet står en granat, der passer i en M41-kampvogn.

En paradesabel pryder tv-bordet, væggen er dekoreret med filmplakater.

’Full Metal Jacket’, ’Terminator’, ’Apocalypse Now’.

Den 30-årige Anders Krojgaard Lund er militærmand og konservativ.

Selv om nogle af hans partifæller ryster på hovedet ad ham, er han ikke bange for at stå på mål for, at han støtter Donald Trump.

Forud for vores møde har Politiken forsøgt at finde konservative politikere, der åbent støtter Trump – uden held. Selv hos Konservativ Ungdom meldte de pas.

Men her sidder Anders Krojgaard Lund i sin lejlighed nær Aarhus Universitet.

For at forstå sympatien for Trump skal man læse hans cv. Én udsendelse til Libanon. Og vigtigst af alt: To til Afghanistan i 2013 og 2015.

»I 00’erne synes vi i Vesten, at det var en god idé at banke verdens bøller I hovedet. De skulle sendes tilbage til stenalderen, og så kunne vi opbygge demokrati bagefter. Det var det værktøj, vi brugte. Men jeg synes ikke, det har virket«.

Da Anders Krojgaard Lund var ude at køre for nogle år siden, kolliderede han med en brandhane. Han betalte for en ny. Den gamle står nu i hans stue.

Anders Krojgaard Lund er lige kommet hjem fra træningscenteret. Han byder på isvand og sætter sig til rette foran bogreolen, hvor man finder Francis F. Fukuyama og Samuel P. Huntington. Og så en masse skønlitteratur. Det er mest konen, der får lov til at bestemme, hvilke bøger der står fremme.

»Jeg har været udsendt tre gange. Og jeg må sige, jeg har svært ved at se, hvad vi har opnået. Det er en dårlig investering i tid, kræfter og menneskeliv. Vi har forsøgt at skabe demokrati i et land, der aldrig har haft det, og hvor det at opbygge civilisation I sig selv er vigtigere, end at den nødvendigvis bliver styret demokratisk«.

Anders Krojgaard Lund holder fast i troen på, at hans job trods alt gjorde en forskel for de mennesker, han beskyttede.

Men årsrapporter om Afghanistan-indsatsen blev efterhånden så identiske, at det var en stående joke, at ‘man da bare kunne skifte årstallet på dem, når de skulle skrives’. Fremskridtene var svære at få øje på.

Så da Trump gik til valg i 2016 på platformen ‘America First’, vakte det Anders Krojgaard Lunds interesse. For selv om man kan kritisere den isolationistiske linje, så skaber den ro.

’Verdens politimand’ engagerer sig væsentligt mindre i landmilitære operationer på verdensplan.

Nato’s medlemslande skal nu til at yde mere.

Det mærker Anders Krojgaard Lund.

Hans nye arbejdsplads på en kaserne i Haderslev er opstået, fordi det danske forsvarsbudget er opjusteret.

Anders Krojgaard Lund fremhæver kernen i Trumps politik.

Lavere skat. Bedre håndtering af immigration. Og sidst, men ikke mindst den nationalt orienterede verdensorden, som Trumps politik har skabt og vil skabe.

Det overstråler på alle måder ’realitypræsidenten’, som Anders Krojgaard Lund kalder ham.

Med et skævt drengerøvssmil på læben.

»Det er godt, at nogen holder styr på verden, og ‘politimanden’ er ikke udelukkende problematisk. Men jeg tror ikke, vi kan løse alle problemer med bomber fra oven og soldater på jorden. Milliarder af kroner og tusinder af menneskeliv er blevet spildt i Afghanistan. Hvorfor skal amerikanske skatteydere betale for en krig i et land, befolkningen ikke engang kan placere på verdenskortet? Hvorfor ikke lade det være internationale organisationer, såsom FN og Nato, der træder til, når det er nødvendigt?«

Men Twitter-præsidenten har ikke ligefrem kastet sig gladeligt over internationalt samarbejde.

Det er sådan set rigtigt, anerkender Anders Krojgaard Lund.

For Trump vil gå fra én balancegang til en anden, og præcis som når man går, skaber det ustabilitet »i bevægelsens øjeblik«.

Trumps personlige stil bekymrer ham ikke, så længe de store linjer er, som de skal være.

Winston Churchill var heller ikke ligefrem kendt som en charmerende personlighed og havde et stort alkoholindtag.

»Men det var trods alt ham, der førte Storbritannien gennem Anden Verdenskrig«.

»Jeg vil hellere have en skør kaptajn på sikker kurs end en sikker kaptajn, der nok kan finde ud af at socialisere nede i baren, men slingrer i valsen«.

Fakta

Sådan gjorde vi

I løbet af august og september har Politiken chattet, skrevet og talt med flere end 150 danskere, der støtter den amerikanske præsident, Donald Trump. Af vidt forskellige årsager. Personerne er fundet ved hjælp af sociale medier, debatindlæg, rundspørger med mere. Derudover har Politiken identificeret en lang række miljøer, Facebook-grupper og andre digitale mødesteder, hvor støtter af Donald Trump holder til. Stederne er fundet gennem langvarig research samt samtaler med kendere af især det nationalkonservative miljø.

Ud fra samtaler har vi udvalgt seks medvirkende, der tilsammen repræsenterer de holdninger og synspunkter, vi er stødt på.

Politiken besøgte de seks medvirkende i september.

Redaktion

Tekst og projektleder: Alexander Sjöberg

Video og foto: Adam Klixbüll Eisenhardt

Videoassistent: Henrik Haupt

Layout, animation, illustration: Sandra Bertelsen

Korrektur: Christoffer Østergaard

Redaktører: Johannes Skov Andersen, Morten Frich og Christian Ilsøe

Inspiration: Mads Brüggers dokumentarserie ’Danes for Bush’ og Youtube-kanalen ’All Gas No Brakes’