En seng står på højkant midt i Michelle Børresens stue i den ’ældrevenlige bolig’, som det hedder officielt, midt i Odense. Ikke kønt, men det er nødvendigt, når hun har hyret en privat hjælp eller har en overnattende ven eller slægtning, som skal give en hånd med alt det, hun ikke kan.
Siden februar 2020 er hjælpen fra kommunen skåret ned fra fire daglige besøg til, at et privat firma giver en hurtig morgenrutine, hvor hun bliver hjulpet i tøjet og over i kørestolen, og en aftendame, der hjælper hende i seng, men oftest kommer timer for sent til aftalte 23.30. Inden hun kan falde i søvn på den vekseltryksmadras, som sygehuset anbefalede hende mod liggesår. Men som hun efter flere ansøgninger til Odense Kommune også selv har måttet betale.
Et bad kan der ikke blive tale om inden for den tidsramme, da Michelle på grund af skader på rygmarv og nakke ikke kan stå selv, men sidder i kørestol. Så der er brug for en lift, hver gang hun skal flyttes.
»De vasker mig forneden og giver mig bukserne på. De siger, at de har fået at vide, at jeg godt kan tage tøj på selv, så de lader mig bare sidde med blusen lige foran mig. Nogle gange sætter de mig på badestolen og går. Og jeg kan intet gøre. Sådan har det kørt i et år«.
