Nu skal blot det sidste nåleøje passeres, den allersidste forhindring skal overvindes, og så er Hector forenet med sin nære familie i Sandholm-lejren i Nordsjælland.
Den tidligere tolk for de danske styrker i Afghanistan ankom selv til Københavns Lufthavn fredag i sidste uge med sin 27-årige hustru, Gullseema, og fire af deres fem børn. Forinden havde de været tvunget til at efterlade deres nyfødte datter i Kabul hos Gullseemas mor og far, men tirsdag var Hectors forældre og den ti dage gamle datter på vej til Danmark i et fly, som efter planen vil lande i løbet af onsdag.
Hector kan trække vejret lettere nu, siger han og sætter sig ved et havebord uden for porten ind til Røde Kors’ asylcenter Sandholm.
»Jeg er så lykkelig for, at vores nyfødte kommer nu. Og min mor og far. De er på flyet nu«.
