I dag kulminerer fem års granskning af den ulovlige adskillelse af unge asylpar under Støjbergs ledelse i 2016. For kun anden gang på 100 år vil landets tungeste juridiske maskineri – Rigsretten – afsige dom over en tidligere minister.
Men de 26 dommeres konklusioner får ikke kun betydning for den tidligere udlændingeministers eftermæle og fremtidsplaner. En begivenhed af denne kaliber kan justere vores forståelse af det politiske system og dets virke. I retssagens afsluttende timer gjorde anklager og forsvarer de 26 dommeres afgørelse til et spørgsmål om selve demokratiets indretning.
Folketinget udgør anklagemyndighed, og meget er derfor på spil. Frikendes Støjberg, taber Folketinget. Sker det, vil kritikere efterspørge selvransagelse hos det politiske flertal bag beslutningen. Dommen vil – uanset udfald – ende som rettesnor for, hvornår folkevalgte på Christiansborg i fremtiden bør affyre landets juridiske supervåben mod en siddende eller tidligere minister.
I centraladministrationen bevæger topembedsmænd sig i lukkede miljøer, hvor politiske og faglige hensyn med mellemrum kolliderer voldsomt. Nok er juraen i Støjberg-sagen ganske klar, men de juridiske formuleringer om ministeransvar og -betjening er åbne for fortolkning. I en hverdag fyldt med gråzoner kan det være svært at spotte de røde linjer, så nu er det op til Rigsretten at optegne dem. Dommernes afgørelse vil kaste lys over ansvarsfordelingen mellem regering og embedsmænd og kan dermed påvirke ministerbetjeningen såvel som den politiske beslutningsproces på Slotsholmen.
