Michala Nørgård Christensen vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun stod på akutmodtagelsen på Glostrup Hospital sammen med sin far, der har kræft med metastaser i hjernen. Han havde fået et krampeanfald derhjemme og var blevet hentet af en ambulance. Kramperne havde lammet hans hænder, og far og datter, der begge er døve, kunne derfor kortvarigt ikke tale sammen på tegnsprog.
»Jeg var skidebange for, at min far var ved at dø«, husker Michala Nørgård Christensen.
Hun kunne ikke spørge sin far, hvordan han havde det. Og hun kunne heller ikke spørge lægen.
For selv om hun igen og igen bad personalet om at booke en tolk, var Jan Nørgård Christensen indlagt i flere dage, uden at familien kunne tale med lægerne.
