»Jeg ønsker, at flest muligt skal opleve den frihed, de muligheder, det giver at være herre i eget liv«

Efter knap tre år i spidsen for Venstre er Jakob Ellemann-Jensen ved at finde sine ben i rollen som partiformand, oppositionsleder og førsteudfordrer til statsminister Mette Frederiksen (S).

Meningsmålingerne er stabiliseret. Den seneste Megafon-måling viser dødt løb med en lille overvægt til de borgerlige. Politiken møder Venstre-formanden på hans kontor til en snak om, hvad alternativet til Mette Frederiksens S-regering er og bør være set med Venstre-briller. For ham er valget enkelt:

»Jeg er liberal, jeg ser på mennesket frem for systemet, og jeg ønsker, at flest muligt skal opleve den frihed, de muligheder, det giver at være herre i eget liv«.

Ellemanns valgprojekt kan groft sagt deles op i seks søjler. Nøgleordene er nøje udvalgt for to år siden: klima, sundhed, skat, stram udlændingepolitik, sikkerhed. Og ja, frihed.

»Det er vel grundlæggende en af de ting, der adskiller os fra Socialdemokratiet. Det er den overbevisning, der hedder, at den, der bedst ved, hvad der er rigtigt i dit liv, det er dig – og hverken Mette Frederiksen, Kaare Dybvad eller andre af regeringens ministre«, siger Jakob Ellemann-Jensen.

De seneste tre år har han løbende ageret opposition til flere i hans øjne frihedsindskrænkende initiativer såsom opholdsforbud, tvungen elevfordeling på gymnasier og forbud mod salg af alkohol til unge.

Mette Frederiksen vil jo aldrig sige, at hun ikke går ind for frihed. De betragter jo velfærdsstaten i den version, de går ind for, som en frihedsmaskine?

»De betragter velfærdsstaten, og det er det, der er nøglen. Vi betragter velfærdssamfundet. Og vi havde en justitsminister, som sagde, at mere overvågning giver mere frihed. Så det er rigtigt. De synes også, at mere frihed er alle tiders. Jeg tror bare, at vi definerer mere frihed lidt forskelligt«.

Går du ind for mindre overvågning?

»Jeg vil have mere frihed«.

Men vil du have mindre overvågning?

»Jeg vil have overvågning de steder, hvor det giver mening. Og jeg vil ikke kategorisk sige, at mere overvågning giver mere frihed, for det gør det ikke«.

Men vil du have mindre overvågning generelt i samfundet, end vi har i dag?

»Der er en grund til, at jeg har gardiner i mit soveværelse«.

Og hvad er det?

»Det er, at der foregår ting, som jeg ikke synes, omverdenen skal være en del af. Det er derfor, jeg også er imod det totale overvågningssamfund, så derfor, hvis man anerkender præmissen, at mere overvågning giver mere frihed, så skulle vi jo alle sammen have overvåget alting for at have total frihed«.

Orwellsk argument

Skal visitationszoner afskaffes?

»Nej, det skal de ikke, men vi skal jo ramme dem, som vi gerne vil ramme, og regeringen rammer jo bredt. Når man laver et opholdsforbud, hvis man konstaterer, at her har vi en plads, en park, en S-togsstation, hvad det måtte være, hvor der er problemer, så forbyder man alle at være der. Det er ikke løsningen. Det er jo de pågældende, der skal forbydes at være der. Det er ikke alle os andre. Lad nu være med at lave de her tiltag, som rammer alle. Og jeg køber ikke præmissen om, at den, der ikke har noget at skjule, frygter heller ikke overvågning. Det er et sygt og orwellsk argument«.

Hvad er det så, der skal laves om?

»Det skal være, at vi helt grundlæggende ikke har det syn på det, som lige præcis den sætning er udtryk for. Den sætning, der hedder, at mere overvågning giver mere frihed. Du er nødt til at erkende, at der er nogle steder, hvor du f.eks. har kameraovervågning og tilsyn med det ene og det andet. Det er godt, og det er nødvendigt. Men du skal, hver eneste gang du etablerer en form for overvågning, lave en vurdering af, om det her er proportionalt, er det rimeligt i forhold til den begrænsning, det indebærer, af friheden for gode, ordentlige, lovoverholdende borgere? I stedet for bare kategorisk at sige, at det er godt«.

Til det kommende valg vil vælgerne stå over for 15 partier. 8 af dem definerer sig som borgerlige. Uenighederne rækker langt og går på alt fra synet på Arne-pensionen over forholdet til EU og konventioner. Hvem der skal være blå bloks statsministerkandidat, er der heller ikke helt enighed om. Så hvad er fællesmængden?

Ellemann vender tilbage til frihedsbegrebet:

»Den er på, hvem der skal være herre i dit liv. Er det dig eller ministrene? Den er på, om det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Den er på den økonomiske ansvarlighed. Den er på vores engagement i Nato. Jeg kan få øje på en meget, meget stor fællesmængde«.

Foto: Finn Frandsen

Men er der et samlet borgerligt projekt?

»Vi har hver vores profil, men vi deler en klar opfattelse af, at det er det enkelte menneske, der skal bestemme over sit eget liv, og ikke staten. Samtidig er der en stor fællesmængde, som de borgerlige partier er enige om, herunder økonomisk ansvarlighed, mere frit valg i velfærden, ambitiøs grøn omstilling, hvor vi skaber arbejdspladser i hele landet, stærk sikkerheds- og forsvarspolitik og stram udlændingepolitik«.

Forhindringer?

Det med udlændingepolitikken dvæler vi lidt ved. Ellemann vil bygge sin regering på mandater fra DF og Nye Borgerlige, der begge ønsker at opsige internationale konventioner. Ikke just en mærkesag for en liberal, verdensorienteret partiformand, for hvem de internationale spilleregler udgør byggeklodserne i det fundament, det vestlige demokrati bygger på.

Du nævnte før udlændingepolitikken, og der er stor forskel mellem partierne i rød blok. Men det er der jo også i din egen blok. Du vil jo blive stillet over for krav fra formentlig to eller tre partier, som vil kræve, at Danmark skal træde ud af eller ignorere konventioner. Det er du formentlig ikke tilhænger af?

»Lad os nu se. Lad os nu tage den diskussion, hvis den måtte blive aktuel. Jeg har ikke hørt nogen sige, at vi skal træde ud af konventioner, som et ultimativt krav. Jeg har hørt nogle mene det. Det er rigtigt. Der er også nogle, der mener, at vi skal træde ud af EU. Der er også nogle på venstrefløjen, der mener, at vi skal træde ud af Nato. Derfor gør vi det jo ikke«.

Men hvor firkantet står du på, at Danmark skal blive i alle konventioner?

»Konventioner er noget, der er skabt for at beskytte de små mod de store. Det er noget, der er skabt for at sikre os mod overgreb. Sikre borgeren mod staten. Sikre de små lande mod de store lande. Sikre os mod den stærkes ret. Konventioner er i altovervejende grad i vores kæmpestore interesse. En international retsorden vil altid primært være i de små landes interesse. Vi har inden for få måneder set grusomme eksempler på, hvad der sker, når man ikke anerkender internationale spilleregler. Så ja, konventioner er noget, vi skal bakke op om og støtte, og noget, vi skal holde fast i«.

Men ser du det som en reel forhindring for dannelse af en borgerlig regering?

»Jeg ser det ikke som en forhindring for at få en en anden regering i Danmark. At få en borgerlig regering i Danmark. Det kan jeg ikke forestille mig«.

Farvel til stram styring

Grundlovsdag rakte statsminister Mette Frederiksen hånden ud mod Venstre og tilbød et regeringssamarbejde efter næste valg. Hånden blev afvist, og et par dage senere anklagede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) Venstres formand for at være trumpist. Få uger senere kulminerede minksagen med en voldsom hård kritik af regeringen og Mette Frederiksens håndtering. Venstre ønsker at få lavet en advokatvurdering af Minkkommissionens konklusioner med henblik på at føre en mulig rigsretssag mod Mette Frederiksen. Kort fortalt: Forholdet mellem V og S er dystert. Det samme gælder Ellemanns syn på Frederiksens regeringsførelse.

»Den der med at være trumpist. Jeg synes ikke, at jeg mellem mine kolleger i folketingsgruppen har bemærket nogen, der har opildnet til et stormløb på Slotsholmen. Jeg synes ikke, at jeg har bemærket nogen, der sådan har underkendt demokratiske processer eller på anden måde søgt at illegitimere offentlige myndigheder. Så jeg synes måske, det er en lidt voldsom kritik, samtidig med at man så gerne vil i regering med os«, siger Ellemann, der gentager sin kritik af statsministeren, som han mener har handlet for egenrådigt i spidsen for den siddende etpartiregering.

Foto: Finn Frandsen

Mette Frederiksen har styrket Statsministeriet og etableret en stabscheffunktion, som hun har begrundet i, at der har været brug for en stærkere central styring for at få gennemført noget mere politisk indhold. Men er det ikke en fornuftig opbygning, som du med fordel kan kopiere?

»Jeg synes, det kan være klogt at have en politisk udpeget stabschef. Jeg synes, det er udemokratisk at lade vedkommende sidde og træffe beslutninger i økonomi- og koordinationsudvalgene. Og det var det, vores kritik gik på, så det kommer ikke til at ske«.

Nok har stabscheffunktionen vist sig brugbar i Ellemanns øjne, men den nuværende ledelsesstrategi i Statsministeriet skader tilliden til embedsværket såvel som det politiske system, mener han. På tre punkter skal strategien justeres.

For det første skal man sikre en ny, klarere adskillelse mellem embedsmænd og ministre. I dag flyder rollerne i al for høj grad sammen, og ifølge Ellemann ser man alt for ofte, at embedsmænd bruges offensivt i politiske sammenhænge.

»Jeg synes, det er enormt problematisk. For det gør det meget svært for både presse, befolkning og Folketinget at gennemskue, hvad der er en faglig anbefaling fra myndighederne, og hvad der er en politisk beslutning, og det er usundt for vores politiske system«.

Kan du uddybe det?

»Jeg mener egentlig, det er imod den danske forvaltningstradition, hvor vi holder tingene adskilt. De klareste eksempler på det så vi under corona. Både nedlukningen af hele landet og aflivningen af alle minkene blev præsenteret som rent fagligt funderede beslutninger, hvor statsministeren og ministrene sådan set bare fulgte myndighedernes anbefalinger. Men vi har jo senere fundet ud af, at der rent faktisk var tale om politiske beslutninger«.

Hvordan vil du handle på den analyse?

»Man bliver nødt til at skille tingene klart ad, og så må ministrene stå på mål for de beslutninger, som de træffer. Helt konkret mener jeg, at det er en uskik med de systematiske pressemøder, hvor myndigheder står ved siden af regeringens ministre og fremlægger regeringens planer. Grundlæggende mener jeg, at politikerne selv må stille sig op og fremlægge deres egne beslutninger foran pressen«

Så det skal være slut med pressemøder, hvor en statsminister flankeres af en eller flere ledende embedsmænd?

»Det børe være den faste praksis. Jeg er sikker på, at hvis myndighederne, f.eks. politiet eller Sundhedsstyrelsen, har noget vigtigt at fortælle danskerne, så skal de nok selv indkalde pressen til et pressemøde. Det behøver Mette Frederiksen ikke at gøre for dem. Jeg har stor tillid til vores dygtige myndigheder«.

Foto: Finn Frandsen

For det andet skal Statsministeriet tilbage til en tid, hvor man blandede sig mindre i ressortministrenes områder.

»Jeg synes jo, at man skal lære af hinandens erfaringer. Og der er enormt forskellige måder at gøre det på. Modpolerne er vel næsten Poul Schlüter og Mette Frederiksen. Hvor Schlüter havde en udstrakt tillid til sine ministre. De var også dygtige. Og Mette Frederiksen har det ikke«.

»Det, som selvfølgelig er fordelen, er, at du har hånd i hanke med, hvad der foregår rundtomkring. Det er samtidig det, der er ulempen, for hvis al lovgivning i det her land – hvis alle detaljer i alle sager – skal igennem Prins Jørgens Gård, så sander det til. Der tror jeg altså, at nogle af de erfaringer, som man må have gjort sig i Statsministeriet, er, at det er måske lidt vel meget, at man skal have igennem der. Jeg synes, at vi har oplevet det en gang imellem med forskellige forhandlingsforløb, hvor ting ikke har kunnet køre parallelt med hinanden, fordi det hele har skullet involvere Statsministeriet. Du har set noget tilsvarende også tidligere og også under tidligere regeringer, hvor du har haft Finansministeriet som en prop«, siger Ellemann.

Større åbenhed

Som det sidste punkt vil Ellemann gerne skabe en tættere adgang for offentligheden og pressen til statsministeren. Skal det betyde flere pressemøder med statsministeren? Ja, mener Ellemann. Skal de ligge fast om tirsdagen, som Anders Fogh gjorde det? Måske, lyder svaret.

»Der er flere, der har spurgt om det. Jeg har også været fristet af at sige, lad os gøre det. Jeg synes i hvert fald, at der skal være en større åbenhed. Om det lige præcis bliver med tirsdagspressemøder, tør jeg ikke at lægge mig fast på. Men det er i hvert fald noget, jeg gør mig nogle tanker om. Og tirsdagspressemøderne fungerede jo godt for Anders Fogh. Og ikke bare for ham, men i hans tid, og det kan være, at det er noget andet, der skal til«, siger Ellemann.

Til sidst vender vi lige Søren Pape Poulsen. For det er jo slet ikke sikkert, at det er Jakob Ellemann-Jensen, der skal sidde i Statsministeriet ved blåt flertal.

Ville det være klogt, hvis vælgerne snart fik besked om, hvorvidt Søren Pape også er statsministerkandidat?

»Ha, det må du spørge Søren om«.

Ville du ikke gerne vide det?

»Naarj, altså, jeg har ... Vi i Venstre går til valg på at få en borgerlig regering. Venstre og Konservative skal være aksen i en borgerlig regering. Venstre og Konservative har historisk vist, at når vi står sammen, så går det godt for Danmark. Det skal vi også gøre her. Mit mål er at få en borgerlig regering. Hvem der bliver statsminister i den ... Det er ikke uden betydning, men det er af mindre betydning. Jeg har stillet mig til rådighed, og det synes jeg er naturligt. Og det tror jeg, jeg er den bedste til«.