På boligmarkedets togperron står en generation af unge storbyborgere. De er i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne, og de nåede ikke toget.
Toget kan kun akkurat skimtes i horisonten. I kupeerne sidder de unges forældre og nogle enkelte venner og veninder. På hattehylderne ligger tykke kufferter pakket med friværdi. Toget kører mod sommerhuse, nye køkkener og altaner.
Tilbage på perronen er de unges kufferter fyldt med høje renter, inflation og knækkede boligdrømme. De må tage næste tog. Hvis de altså får råd til billetten.
Inden for de seneste måneder er det blevet mærkbart sværere for unge mennesker, som gerne vil købe deres første bolig, hvis den skal ligge i eller tæt på de største byer. Sammenlignet med for få år siden er det blevet tusindvis af kroner dyrere at eje og bo i en toværelseslejlighed i København.
