Forureningen under Grusgraven, som en tidligere losseplads tæt på Bagsværd Station kaldes, er hverken specielt truende eller usædvanlig. Men den rummer alligevel historien om, hvorfor giftige fluorstoffer (PFAS) nu er fundet flere end 1.000 steder i grundvandet i koncentrationer over grænseværdien.
Enhedschef Gitte Ellehave Schultz fra Region Hovedstaden foreslog først, at vi skulle mødes på en brandøvelsesplads. Tidligere indeholdt brandskum det mest kendte fluorstof, PFOS, og øvelsespladserne har derfor nogle af de højeste koncentrationer.
Men Grusgraven i Bagsværd er – som kendt såkaldt giftgrund – typisk for regionernes seneste PFAS-fund. Regionerne har ansvaret for at kortlægge, undersøge og rydde op på Danmarks forurenede grunde, hvis en forurener ikke kan gøres ansvarlig. Regionerne frygter, at helt op til 16.000 giftgrunde gemmer på PFAS. Heraf ligger de 5.000 i Region Hovedstaden.
Indtil videre har regionerne undersøgt cirka en tiendedel af de mulige PFAS-grunde. Ud over brandøvelsespladserne er der hovedsagelig tale om grunde med andre kendte giftstoffer, oftest klorerede opløsningsmidler.
