For Tenna Skjoldan har livet fået farverne tilbage.
Kroppen er ikke længere angrebet af permanent stress. Hjernen går ikke længere i panik ved tanken om næste kommunale aktiveringsprojekt eller arbejdsprøvning.
Der er ro i sindet og overskud i sjælen. Så meget, at hun har trænet sig op til at slippe den stærke medicin, stokken og gangstativet. Så meget, at hun kan byde sig til som forsigtig frivillig i lokalområdet på de gode dage, mens hun er blevet en hel del bedre til at leve med de dårlige.
Men det tog næsten syv år at overbevise Kalundborg Kommune om, at et forkert løft på jobbet ødelagde hendes nakke og ryg så eftertrykkeligt, at hun end ikke kunne passe et skånejob.
