Han kedede sig i skolen. Nu stiller han store spørgsmål til eleverne og giver dem stjernedrømme

»Vi tar’ ud! Og indtager verden«, synger en pige i mikrofonen. Hun bøjer et par gange i knæene og fortsætter:

»Det, vi prø-øver, får vi lært«.

Jonas Abildgaard Bruun sidder ved siden af med store hørebøffer og svinger hovedet i takt. Mantraet for hans pædagogik er meget lig det, som pigerne har skrevet en sang om. Han er ansat som pædagog på Kongevejens Skole og sfo i Virum. Begge steder forsøger han at lære børnene, at de kan, hvad de vil, hvis de tror på sig selv.

Fem gange er nogle af de sange, der er blevet produceret her i studiet, endt i børnenes MGP, selv om det slet ikke er det, der ifølge Jonas Abildgaard Bruun er målet med at lave sangene. Det handler mere om at have det sjovt og lære noget om musik. Alligevel siger det noget om hans høje ambitionsniveau for aktiviteterne med børnene.

Han modtager hovedprisen i kategorien for skole- og fritidstilbud i Politikens Pædagogpris 2023, fordi han stimulerer børnenes videnbegærlighed og kreativitet.

»Vi almindelige dødelige kunne måske tilbyde nogle perleplader, men her er vi i en helt anden liga«, siger medlem af fagpanelet Charlotte Ringsmose, professor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, hvor hun forsker i kvaliteten i dagtilbud.

Få indblik i Jonas Abildgaard Bruuns pædagogik. Artiklen fortsætter under videoen (du slår lyden til i nederste højre hjørne).

Gåder i loftet

Faktisk er 44-årige Jonas Abildgaard Bruun slet ikke uddannet pædagog. Endnu. Han har flere gange søgt ind på pædagoguddannelsen, men er ikke kommet ind, fordi han ikke har en gymnasial uddannelse. Nu er han ved at tage hf enkeltfag.

Jobbet startede med at være en mellemstation, da han fik det i midt 20’erne på vej til at finde ud, hvad han skulle med sit liv. Han havde et rockband og drømte blandt andet om at blive verdensberømt musiker. I stedet mødte han på Kongevejens Skole en leder, der så hvad han kunne, og gav ham lov til at købe ind til at lave et helt nyt musikstudie. Det var noget af det, der gjorde, at han blev, fordi han fandt ud af, at man kunne få lov til en masse som pædagog.

Han havde ellers aldrig villet være pædagog – og slet ikke på en skole – blandt andet fordi han ikke var så glad for sin egen skoletid. I mange år troede han, at han var »idiot«, som han selv formulerer det, fordi han fik dårlige karakterer. Men da han på et tidspunkt tog optagelsesprøven til Mensa og fandt ud af, han havde en høj iq, begyndte han at tænke, at han måske nærmere kedede sig i skolen, og at det var derfor, han endte med at komme bagefter.

Derfor har han også den dag i dag et ømt punkt for de stærke elever, som han gerne vil udfordre tidligt i deres skolegang.

»De store skakmestre har alle sammen lært spillet i en alder af 6-8 år. For det er der, hvor mønstergenkendelsen kommer ind. At lære det som 20-årig er for sent. Derfor synes jeg, at vi skal have fat i dem nu, så de kan få det fede job, og de fede ting, de drømmer om«, siger han.

Taler det ikke bare ind i præstationskulturen?

»Det er helt klart ikke min følelse. Jeg føler, at jeg har nogle børn, som kan meget mere, end vi tror, og som bare sidder og venter på de andre. Det har ikke noget at gøre med præstation eller at være bedre end de andre. Det handler om, at det er fedt at lære. Og hvis der ikke er nogen til at kæmpe for de stærke, så tror jeg, at de forstyrrer de svage elever mere, end de hjælper dem«.

Det er blevet til en kæphest at udfordre børnene og pirre deres nysgerrighed. Det gør han blandt andet ved at stille logiske eller store filosofiske spørgsmål til verden. Uden for musikstudiet i sfo’ens fællesrum hænger der en hvid tavle, hvor Jonas Abildgaard Bruun har skrevet fem gåder:

»Hvad er det vindende træk for kryds?«, står der over en tegning af et spil kryds og bolle.

»Svær: 8 - (3 x 2) / 6 = ?«, lyder et andet spørgsmål.

Det har 9-årige Vilma Traasdahl Staal godt lagt mærke til.

»Han lærer én ting på en anden måde end andre. Altså på en sjov måde, på en eller anden måde. Men også lidt seriøst«, siger hun.

Ham, man taler med

Vilma er også i studiet med veninderne Ida Sofie Husager og Molly Dencker Schostag den dag. De går alle i 3.c, som er den klasse, hvis forældre er gået sammen om at indstille Jonas Abildgaard Bruun til Politikens Pædagogpris. Pigernes sang handler blandt andet om, at man skal være sammen med sine venner:

»Hvis du godt vil blive glader’. Skal du danse, mens du går. Slippe det, du hader. Mærke vinden i dit hår. Samle dine venner. Det er dem, der gør dig glad«, synger Vilma i mikrofonen.

Så bliver det Molly og Idas tur, og imens laver hun luftguitar og mimer med. Selv om sangen har noget bekymringsfrit over sig, kan det godt være svært at være et trekløver. Jonas Abildgaard Bruun er ikke kun god til at få dem til at grine, synes de. Han er også en god pædagog, når de er kommet op at skændes, eller hvis man er ked af det.

Ida synes, han er god til det, fordi han ikke er sådan en, der vil løse ens problemer.

»Men han siger, at han bare gerne vil vide, hvad der er galt, så hvis man vil have, at han skal hjælpe, så kan han gøre det«, siger hun.

Det er også det, der gør, at Molly altid går til ham, hvis der er noget.

»For mig er han i hvert fald verdens bedste pædagog«, siger hun.

Det kræver også nogle snakke, når børnene laver musik i studiet, forklarer Jonas Abildgaard Bruun. For mange af dem tror, at det er ensbetydende med, at de kommer med i MGP, fordi de har hørt om deres forgængere. Selv om Jonas Abildgaard Bruun har talt med dem om, at man jo ikke hører de hundredvis af sange, der ikke kommer med, er drømmene hos Molly, Ida og Vilma intakte.

»Vi tænker at sende den ind til MGP. Vi kan ikke sende den ind til 2024, så måske kommer vi først med i MGP i 2025«, siger Ida.

Det giver livsglæde

Jonas Abildgaard Bruun drømmer om flere pædagoger, der kan noget særligt.

»Jeg er egentlig ikke forkæmper for mere løn til pædagoger, men for flere pædagoger, som kan lave en form for mesterlære. Som ikke bare kan spille guitar, men virkelig kan spille guitar. Og de kan lære de børn, som allerede er på vej, at blive rigtig dygtige«, siger han og fortsætter:

»Der er nogle ting, jeg er blevet rigtig, rigtig god til, og så er der nogle ting, mine kolleger er rigtig gode til, som jeg ikke kan komme i nærheden af. Det er det, der gør os gode sammen«.

De 20 minutter, eleverne har i musikstudiet, er ved at være slut. Pigerne får lektier for, så de kan komme videre med deres sang. Jonas Abildgaard Brun beder dem skrive noget ned, som kunne lyde som en sang – måske hører de noget sjovt, deres forældre siger ved middagsbordet?

Pigerne nikker.

»Vi ses i morgen«, siger en af dem. Så løber de ud ad døren for – som de synger i deres sang – at »indtage verden«.