0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Vinderne af pædagogprisen 2023

Se reaktionerne, da årets pædagoger blev hyldet

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Torsdag aften blev vinderne af Politikens Pædagogpris fejret ved en prisfest i Politikens Hus.

En aften, hvor »vi er sammen om at hylde den fremragende pædagogik«, som Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, indledte.

Det er der 600 mennesker, der har gjort ved at indstille en pædagog til prisen. Dernæst har et fagpanel besluttet, hvem der skulle nomineres, og, til sidst, hvilke seks der skulle modtage en pris. Formålet med prisen er at sætte spot på de kompetente pædagoger, højne respekten for faget og dermed styrke pædagogers status i Danmark.

»Det er et fag, som er byggestenen for alt det, vores samfund står på og skal tro på«, fortsatte Christian Jensen fra scenen.

Særligt i en tid, hvor vi har svært ved at forstå hinanden, bliver det aktuelt, understregede han.

»Det er så afgørende vigtigt, at vi hylder jer, der skaber forudsætningerne for det fællesskab. Det gør I om nogen«.

Med de ord kunne prisoverrækkelsen begynde. De blev modtaget med både røde øjne og store smil. Med både store tak og et par opråb om deres fag. Se med her.

Særpris, Skole- og fritidstilbud 0. til 9. klasse

Elisabeth Wolf

Tilbuddet ’Pitten’ for udsatte og sårbare elever, Hornslet Skole

Elisabeth Wolf modtog aftenens første pris – en særpris for at have lavet et velfungerende tilbud til sårbare elever, ofte med diagnoser, der ikke kan være fuld tid i deres klasse. Da hun modtog prisen lød det:

»Vi er gulvarbejdere, og for mange af os er det virkelig i ordets bogstaveligste betydning. Vi er et af de fag, der har lav status og lav løn. Mange af os ved heldigvis, at vores arbejde er altafgørende for nogle af de mest sårbare individers udvikling og livskvalitet. Det er derfor med stor taknemmelighed, at jeg står her både for den flotte pris og for jeres stjernedrys til faget«.

Hovedpris, Skole- og fritidstilbud 0. til 9. klasse

Jonas Abildgaard Bruun

Kongevejens Skole og Sfo, Virum

Jonas Abildgaard Bruun modtog aftenens første hovedpris, fordi han har et højt ambitionsniveau for de aktiviteter, han laver med børnene på Kongevejens Skole og sfo i Virum. Han laver blandt andet sange med dem i sit musikstudie og skriver gåder i loftet, der skal pirre deres nysgerrighed og vidensbegær.

»Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle modtage denne pris. For jeg synes jo ikke, jeg gør noget særligt. Det første jeg tænkte på var alle de fejl, jeg har lavet. Men jeg kan mærke gennem dagen og de mennesker, der er kommet op til mig, at jeg også har lavet rigtig mange gode ting. Det vil jeg huske i dag. Tusind, tusind tak!«, sagde Jonas Abildgaard Bruun.

Særpris, Social- eller specialpædagogik

Sara Bilde Kristiansen

Retspsykiatrisk Sengeafsnit, Skejby Sygehus, Aarhus

Sara Bilde Kristiansen modtager en særpris for at insistere på at være ordentlig og forstå patienterne i et vanskeligt felt: det retspsykiatriske. Hun benyttede lejligheden til at takke den kollega, der har indstillet hende og resten af teamet på afdelingen.

»Også en tak til de patienter, der har heppet med hele vejen igennem«.

Hovedpris, Social- eller specialpædagogik

Mikkel Maxsø Christensen

Brøndagerskolen, Albertslund

Det havde krævet mod for Mikkel Maxsø Christensen at stille sig op på scenen og holde sin tale. Han benyttede nemlig lejligheden til at fortælle om sin egen skolegang på en specialskole som barn med adhd.

»Jeg håber, min historie kan bidrage til at forstå, hvad det betyder, at man bliver mødt af gode mennesker, som uanset ens udfordringer tror på, at man kan. Jeg havde ikke stået her, hvis jeg ikke havde mødt gode pædagoger og lærere, der troede på mig«.

Nu bruger han de erfaringer i arbejdet med elever med autisme på specialskolen Brøndagerskolen, og hans egen baggrund har givet ham en særlig forståelse. Derfor vinder han en hovedpris. Han er også ledsager for to og aflaster for en tredje af hans tidligere elever.

»Tak til min kæreste, som også altid tager det med at kæmpe smil, når de kommer hjem på besøg«.

Særpris, Dagtilbud 0-6 år

Majbritt Degn Kallehauge

Børnehuset Brolæggervej, Sæby

Majbritt Degn Kallehauge modtager prisen for at få alle børn med i fællesskabet. Hun tørrede tårerne væk, åndede ud og begyndte så sin takketale eller nærmere brandtale:

»Da jeg startede på uddannelsen, var der det trælse mundheld, at hvis du ikke kan andet, kan du blive pædagog. Derfor har det taget mig rigtig mange år at blive stolt af det, rette ryggen og sige, at jeg er pædagog, og det er jeg skidedygtig til. Det er en skam. For det kræver hårdt arbejde, og at vi har hjertet på det rette sted, for vi kan ikke læse alt i en bog«, sagde hun og åndede endnu engang ud:

»Jeg er megaglad for at Politiken sætter fokus på pædagogers arbejde. Det er skidevigtigt. Jeg vil kæmpe hjemme i mit bagland og kan gøre det godt, når jeg går på arbejde. Men der skal råbes højt, for vores arbejde er megavigtigt. Hvis vi ikke passer på de børn, vi sender ud verden så ... ja ... så bliver vi skrøbelige«.

Hovedpris, Dagtilbud 0-6 år

Sissel Gøtzsche Johnsen

Børnehuset Blæksprutten, Brejning

Aftenens sidste pris modtog til Sissel Gøtzsche Johnsen der også i dagens anledning var iklædt en farverig kjole. Det er også sådan hun beskrives i sit pædagogiske arbejde – kreativ og fuld af gode ideer. Med et stort smil, indtog hun scenen og fortalte, at det ikke var længe siden, hun som studerende havde læst om vinderne af Pædagogprisen og tænkte: »Hold kæft hvor er de seje«. Det er kun lidt over at halvt år siden, hun blev færdiguddannet.

»Nu står jeg her selv, og det havde jeg på ingen måder regnet med«.

Hun takkede både forældre, kollegaer og sin ledelse for at have ja-hatten på, når hun kommer og siger: »Nu har jeg endnu en ide!«.

Og så havde hun spurgt Anker på tre år, hvad hun skulle sige:

»Tju bang chokolademand, jeg er pisseglad«, lød svaret. Og med de ord sluttede hun sin tale.

Slutteligt kom alle 12 nominerede og vindere på scenen til en klapsalve.

Læs mere:

Annonce