Den tyske topsocialdemokrat Ralf Stegner deler gerne musiknumre på det sociale medie X, og mandag faldt et ganske bestemt nummer ham naturligt: Det gamle Genesis-hit ’Land of Confusion’ eller ’Forvirringens land’, om man vil.
»Det passer godt til dagens Tyskland«, siger han, da han er sunket ned i en stol på det københavnske Admiral Hotel.
Som de tyske socialdemokraters (SPD) udenrigsordfører er Ralf Stegner en af partiets topfigurer og tidligere bejler til at lede partiet. Han har kendt kansler Olaf Scholz siden deres unge år.
Da vi mødes, er det kun et par dage siden, at SPD og regeringspartnerne hos De Grønne og det liberale FDP er blevet svedet af ved søndagens østtyske delstatsvalg i Sachsen og Thüringen.
