Damaskus er fuld af fængsler, og siden 8. december, da Assad-styret blev væltet, er mødre, fædre, brødre og søstre gået fra fængsel til fængsel i håb om, at det familiemedlem, der engang forsvandt, måske dukker frem af mørket.
Også i dag. En kvinde i 50’erne og nogle familiemedlemmer står ude foran et fængsel i centrum af byen. De er svære at tale med. Men deres ansigter er lette at aflæse. Her var han ikke.
Foran den uanseelige indgang står der unge mænd i grønspraglede kamuflagedragter og bevæbnet med Kalasjnikov-geværer, og som Syrien fungerer nu, er de færreste kommandoveje på plads. Det synes overladt til den konkrete mand, på den konkrete dag, i den konkrete situation, at beslutte, om han vil give adgang til fængslet. Men da Damaskus for tiden er en by, hvor man siger mere ja, end man siger nej, beslutter ham, der bestemmer, at sige ja.
Politiken må gerne komme ind.
