Vi kender dem jo godt, tyskerne. De er sådan nogle pertentlige og humorforladte typer, som har irriterende godt styr på tingene. De taler latterligt dårligt engelsk, kommunikerer stadig med faxmaskiner og spiser udelukkende Bratwurst. Og så er deres musik helt forfærdelig. Hvis man ser bort fra Bach og Beethoven.
Og landet er lige så dødssygt som dets befolkning.
Tyskland er et sted, man så hurtigt som muligt kører igennem for at komme sydpå. Rastepladserne serverer kun pomfritter og tørre schnitzler og er – som resten af landet – så deprimerende, at det bare gælder om at komme videre. Heldigvis er der på store dele af Autobahnen til Italien ingen hastighedsbegrænsning, så man kan få det overstået uden at kede sig ihjel.
Der er ingen mangel på myter og fordomme om Tyskland og tyskere. Men er der overhovedet noget af det, der stemmer? Kender vi vores naboer?
