Josef Braun og hans kone, Silke, er klatret op til templet på den høje bakke sammen med deres to små hunde, Ellie og Snoopy. Nede i dybet glimter Donau i februarsolen, og løfter man blikket, er der udsigt over hele Tyskland. Sådan føles det i hvert fald.
Det var kong Ludwig I af Bayern, som i sin tid opførte en kopi af det græske tempel Parthenon her på bakken. Kongen kaldte det Walhalla. Indenfor står buster af Mozart, Luther, Bismarck, Wagner, Kant, Beethoven og en mængde andre af dem, som har skabt den tyske historie.
Adolf Hitler har man sprunget over.
Monumentet oser af historie. Og det virker som et passende sted at tale med folk om det tyske valg, som sikkert også ryger direkte i historiebøgerne, fordi hver femte tysker tænker at stemme på det ekstreme højreparti Alternative für Deutschland (AfD). Som dermed bliver det næststørste parti i Tyskland.
