I denne måned er det to år siden, fartøjet Ariane 5 lettede fra det europæiske rumagenturs base i Fransk Guyana for at tage på Juice-missionen. Det mundrette navn er en velvalgt sammentrækning af de engelske ord JUpiter ICy moons Explorer, der meget præcist beskriver både formålet og tidshorisonten. Der er nemlig langt til Jupiter, så ankomstdatoen er sat til 14. juli 2031.
»Det er en vidunderlig videnskabelig ekspedition«, siger Giovanni Covone.
Den 55-årige italienske professor fortæller med stor passion om, hvor spændende det bliver, når fartøjet til den tid i løbet af to-tre kredsløb om en af Jupiters måner, Europa, skal forsøge at samle informationer om, hvad det er, en gejser spyr ud fra dens indre. Foreløbige observationer indikerer, at den måne har en 5 kilometer tyk overflade af is uden om et 65 kilometer dybt ocean og en massiv stenet kerne.
Oceanet er interessant, fordi flydende vand er en af forudsætningerne for liv, som vi kender det. Og liv andre steder end på Jorden er netop, hvad Giovanni Covone leder efter.
