Elijah Nkandu og Jackson Mwape lå på en slidt madras på det bare stengulv med et tungt uldtæppe over sig. Elijah var høj, Jackson lidt mindre. De lå så tæt sammen, at deres bare hud ramte hinanden, ligesom på gaden, når natten var bidende kold.
Elijah husker, at han så ind i Jacksons milde mørkebrune øjne. Ham, han havde fulgtes gennem livet med. Ham, som han kaldte sin bror, og for første gang i mange år strømmede en følelse af fred gennem hans krop.
Det var deres første nat på børnehjemmet. De to 13-årige drenge lå sammen med 40 andre drenge, nogle af dem kendte de fra Lusakas gader i Zambia.
En mand havde bragt dem hertil. Han kom igen og igen på gaden, med mad og sang, og til sidst tog han de to drenge med sig til et hjem, han har skabt. De andre drenge på hjemmet kaldte ham »papa«. Et ord, de færreste af dem havde kaldt en voksen før.
