Høje hvin og hjerteskærende hulk fylder luften. Kvinder står tæt omkring ambulancer, hvor de omkomne ligger i kister og på bårer dækket af Hizbollah-flag eller det libanesiske flag. Blomsterkranse hviler på dem. Folk lægger hænderne på de afdøde, klemmer dem ind til sig og hulker, mens de omfavner hinanden i fælles sorg.
Natten til tirsdag angreb Israel en beboelsesbygning i al-Matraba-kvarteret i Baalbek i Bekaa-dalen klokken tre om natten. Angrebet kom uden varsel og dræbte otte mennesker – to børn, tre kvinder og tre mænd. Yderligere 15 blev såret.
Nogle af ofrene fra tirsdagens angreb ligger i kisterne torsdag eftermiddag, mens andre kister rummer omkomne fra et israelsk angreb torsdag morgen. I alt skal fem mennesker begraves. Hundredvis af byens borgere er mødt op for at tage afsked.
Kister og bårer løftes ud af ambulancerne og bæres på skuldrene af mænd gennem en tæt menneskemængde på vej mod gravpladsen. Omkring dem slår folk knytnæver i vejret og råber i kor: »Død over Amerika!«, »Død over Israel!«, i takt med en mandestemme fra højtaleren.
