Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Ivalo Motzfeldt knuger den sten, hun har om halsen.
Hun har lige konstateret, at mennesker er dumme. Nu stirrer hun ud ad køkkenvinduet, mens ordene svæver i luften, og kaffemaskinen sprutter.
På den anden side af ruden oplyser farvede træhuse den sydgrønlandske jord. Hvor byen stopper, starter en slette omringet af klippeknolde og bjerge, som er ved at smide sneen i forårssolen.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man kalde det smukt. For Ivalo Motzfeldt er det mareridtet uden ende.
