BRIDGE END: På bilens gps holder vi øje med den røde, stiplede linje, der markerer grænsen mellem Nordirland og Irland, men bemærker dårligt, at vi krydser den. Kun at skiltene med hastighedsbegrænsninger skifter fra miles til kilometer, en nuanceforskel i farven på asfalten og den svage rumlen i kroppen, da vejbanen med ét bliver mere ru. Detaljer og nuancer. Irer, nordirer. Katolik, protestant.
Ved det gamle toldhus kort inde på irsk side står en lille gruppe mennesker med et banner mod Brexit: ’Respect The Remain’. De ønsker at bevare en åben grænse fri for kontrol, som den har været siden fredsaftalen i 1998. I Nordirland stemte flertallet for at blive i EU, og mange frygter, at linjen igen bliver en front for de uforsonlige konflikter, der martrede den irske ø under den periode, der i folkemunde kaldes The Troubles.
Vi møder ’Tilskueren’, som er kommet til demonstrationen bare for at kigge. En midaldrende mand uden særlige kendetegn, medlem af det flertal, der er vanskeligst at beskrive: de almindelige. Han peger på omgivelserne og bygger den forsvundne grænse op for os. De knap synlige skel i markerne omkring os er the backroads, som britisk militær engang forsøgte at lukke eller kontrollere. I dag er de en del af det almindelige vejnet. Han peger op mod den nordirske side, hvor der engang lå en base for britiske soldater.
»Der er ingen at kaste sten på mere«, siger han lakonisk.
