Elektronisk heroin. Sådan omtaler de kinesiske myndigheder et af landets nationale sundhedsproblemer. Der er tale om de mange millioner unge, der sidder foran computerskærmen med headset på i timevis hver dag.
Lige så radikal diagnosen er, ligeså radikal er kuren.
»Jeg blev overvåget 24 timer i døgnet – selv når jeg skiftede undertøj. De brugte jernstænger til at slå os med, som lavede mærker på vores kroppe. Nogle blev slået, indtil de blødte, og ellers blev vi låst inde i det lille sorte rum, indtil vi adlød«.
Sådan sagde den 16-årige pige kaldet Xuan, da hun fortalte sin historie til avisen Global Times i 2017, efter hun havde været i et rehabiliteringscenter mod spilafhængighed i seks måneder. Det er centre, hvor unge sendes hen for at blive kureret for internetafhængighed, som blev erklæret som en sygdom i 2008 i Kina.
