Det er selvfølgelig vigtigt for Donald Trump og Joe Biden, hvem af dem der får flest stemmer til præsidentvalget 3. november, men det er også helt afgørende, hvor i landet deres vælgere bor.
Spørg blot Hillary Clinton, der fik 2,9 millioner stemmer flere end Trump i 2016.
USA er opdelt i 50 stater plus området District of Columbia og hvert af de områder er blevet tildelt et antal valgmænd, som de to kandidater kæmper om at vinde. Vinderen i en given stat tager dem alle sammen. Undtaget i Maine og Nebraska, hvor valgmændene kan deles. Trump og Biden skal have 270 valgmænd ud af de i alt 538 for at blive præsident. Sagen er, at de fleste stater stort set er afgjort på forhånd. Kampen står i praksis om dem, der kan gå begge veje.
37 ud af de 50 stater er gået til det samme parti ved alle de fem valg siden 2000. I takt med at amerikansk politik er blevet mere og mere polariseret er en række af dem blevet endnu mere demokratiske eller republikanske. Man taler om sikre blå og røde stater. Modsat i Danmark er rød den republikanske farve og blå er den demokratiske.
