Den amerikanske vestkyst er ramt af en hidtil uset hjemløshed. Byerne Los Angeles, San Francisco og Seattle er hårdest ramt. Techfirmaer som Amazon, Apple, Microsoft, Facebook og Twitter har fået huslejepriserne til at nå ekstreme højder, og det har lagt pres på den lavere del af den amerikanske middelklasse.
Seattle er USA´s 20. største by, men med over 12.000 mennesker uden et fast hjem, er det også byen med tredjeflest hjemløse i landet. En tur fra lufthavnen til Seattle downtown vidner om problemets omfang. Små ulovlige teltlejre er blevet en del af dagligdagen, og når mørket falder på, popper fyldte soveposer op overalt i byens portåbninger.
Græsrodsorganisationen Share/Wheel har siden 1990 arbejdet for at hjælpe de udsatte mennesker. Share/Wheel faciliterer shelters i Seattle, blandt andet en velorganiseret teltlejr ved navn Tent City 4. I samarbejde meddonorer, heriblandt en del kirker, er det lykkedes for organisationen fuldt lovligt at slå lejr i og omkring Seattle – dog i begrænsede perioder. Det er ellers ikke populært, når et hold hjemløse rykker ind i nabolaget, men med denne model flytter lejren sig som udgangspunkt hver tredje måned, og det gør det muligt at holde sig gode venner med naboerne. Donorerne sørger for plads til teltene, strøm og vand. Mad bliver leveret på daglig basis, primært fra private donorer i lokalsamfundet. Der er nul tolerance over for stoffer og alkohol, et forbud der bliver nøje overholdt.
De fleste beboere i Tent City 4 har fast arbejde, men har af den ene eller den anden grund mistet deres bolig. Der er en stor udskiftning i lejren og for det meste ganske få langtidsbeboere. I løbet af 19 måneder er 28 mennesker flyttet ind og efterfølgende flyttet ud, efter de igen har fået en fast bolig.
